Syge-Peters valg: Kone og barn udvist, men lægen er i Danmark

- Min familie er ikke flygtninge fra krig eller terror. I Brasilien falder ikke bomber i hovedet på en. Men betyder det, at jeg som dansker har mindre ret til at være sammen med min familie, som jeg har været sammen med i 13 år, spørger Peter, der lige har fået svaret fra staten

- Ja, her her er så i lettere telegramform min historie, som jeg selv synes er interessant - og samtidig har meget alvorlige konsekvenser.

- Jeg er pæredansk.

Har boet i Brasilien i 15 år
- Jeg har boet i Brasilien i mere end 15 år = 1998/99 – 2014. Jeg er gift og samboende med min brasilianer, som hedder Aracilda i nu 13 år

- Jeg har en værgesøn, Pedro, som vi har haft nu i 3,5 år.

- Jeg som dansker, far og ægtemand er nu tvunget til at vælge mellem Brasilien, siger farvel til min kone og være med min søn og splitte min familie min familie ad.

Men min familie er ikke flygtninge
- Min familie er ikke flygtninge fra krig eller terror. I Brasilien falder ikke bomber i hovedet på en, men betyder det, at jeg som dansker har mindre ret til at være sammen med min familie, som jeg har været sammen med i 13 år??

Sådan skriver Peter Ahm Hansen, der lige nu sidder i en møgsituation, hvor han er tvunget til at vælge mellem et liv i Danmark uden familie men med adgang til behandling for sin sukkersyge - og et liv i Brasilien med kone og barn, men ingen adgang til noget sundhedssystem.

Det hele var faktisk planlagt
Peter har klaget og klaget og klaget over de afslag, hans kone og dreng har fået på opholdstilladelse, men for et par uger siden kom det endelig afslag. Kone og dreng skal ud af landet, fordi Peter har modtaget kontanthjælp. Hans brev fortsætter derfor således - afslaget fra Udlændingenævnet kan du se nederst:

- Jeg har mest arbejdet med cykling/socialt arbejde i Brasilien på en kommunal kontrakt, og eftersom denne kontrakt sluttede, samt, at det var tid for mig at komme hjem til Danmark, jeg er jo trods alt dansk, har jeg planlagt min hjemrejse til Danmark siden efteråret 2013.

Og alt er under kontrol
- Vi får løst vores problemer i Brasilien. Jeg har allerede nogle jobmuligheder på hånden inden hjemrejsen til Danmark.

- Jeg kan bo hos min søster i Lyngby, indtil jeg får akklimatiseret mig og fået min første løn samt ny lejlighed etc. Altså alt under kontrol tyder det på

- Supergodt at komme hjem med ankomst i København 06/06-2014

- Jeg registrerer mig på Borgerservice mellem 10-12 juni.

- I øvrigt har vi planer om at søge familiesammenføring samt søge dansk adoption for min værgesøn snarest muligt efter ankomsten i Danmark

Men så bliver jeg syg
- Men så sker der noget. Jeg bliver syg. Jeg går til min læge fredag den 13/06 og bliver hasteindlagt på Herlev Sygehus med en uidentificeret lungesygdom (viser det sig) og er indlagt i 10 dage. Og efterfølgende ambulant behandling (samt fortsat medicin forbrug).

- Jeg bliver først erklæret klinisk rask i september 2014. Jeg har på grund af min sygdom mistet mine jobmuligheder. På et eller andet niveau er på bar bund kun med en lille opsparing til en kortere periode.

- Min søster har/havde ikke økonomiske mulighed for at forsørge yderligere en familie på 3.

Og bliver nødt til at bede om kontanthjælp
- Jeg er nødt til at bede om kontanthjælp, på trods af, at jeg ved, at 'jeg ikke må' ifølge lovgivningen om Aktiv Social hjælp.

- MEN jeg modtager kun som enlig og som IKKE-FORSØRGER. Altså jeg modtager et beløb, som jeg under alle omstændigheder ville have fået, uanset om min familie er i Danmark eller ej.

- Vi søger familiesammenføring hos Udlændingestyrelsen i slutningen af juli 2014.

- Pedro begynder på Lindegårdsskolen i Lyngby i august… han glæder sig.

- De næste måneder går med at akklimatisere mig (os) og søge job på trods af, at jeg ikke er 100%.

Og udsigten til varigt job stopper
- I september påbegynder jeg et job, men det viser sig, at jeg har problemer med ryg og ben, som min læge siger er et fysioterapeutisk problem.

- Jeg går ned i timeantal, og snart stopper dette arbejdsforhold (på trods af udsigten til et varigt job).

- I december får jeg muligheden for at flytte til egen lejlighed med henvisning fra Lyngby Kommune.

- Vi har endnu ikke fået svar fra Udlændingestyrelsen, men afventer svar medio januar 2015.

På hospitalet juleaften
- Igen inden jul begynder jeg at føle det dårligt. Jeg besøger min egen læge i december og Akut Afdelingen på Gentofte Hospital den 24/12 uden større resultater.

- Den 26/12-2014 redder min kone og søn midt liv, da jeg bliver indlagt i næsten-koma med insulinchok (sukkerniveau på over 100 – normalen er 5-7). - Jeg er igen indlagt 10 dage i denne omgang på Gentofte Hospital.

- Konsekvenserne er alvorlige. Igen må jeg afslutte professionelle forhold, inden de er begyndt. Jeg havde nogle forhåndsaftaler for slutningen af januar 2015, som altså også blev annulleret. Altså fortsat kontanthjælp.

Så kommer første afslag
- Yderligere konsekvenser af min indlæggelse er: Ny-udklækket diabetiker, lettere nyreproblemer, for højt blodtryk og alvorlige cirkulationsproblemer i mavesækken, der gør at min mobilitet er forringet med måske -50%

- Altså hjemme igen fra hospitalet og genoptræning og nu meget mere alvorligt end tidligere.

- Januar (cirka 23-24/1-2015) får vi afslag fra Udlændingestyrelsen med en frist på 7 dage til at forlade landet. Afslaget til min kone er 100% pga., at jeg har modtaget offentlige ydelser, og min søn fordi de betvivler værgemålet.

- Men jeg har mere indtryk af, at Udlændingestyrelsen siger nej på grund af min kones afslag. Udlændingestyrelsen vil nok ikke sige nej til mor og ja til søn.

Vi låner penge til advokat
- Vi søger hastigt advokatbistand med økonomisk lån fra min søster, eftersom vi vil anke afgørelsen til Udlændingenævnet, som vi har ret til. Og søger samtidig opsættende virkning, således at min kone og søn kan blive i Danmark under klagesagens gang.

- På dette tidspunkt er der ingen større administrative problemer.

- Vi er heller ikke specielt triste over afgørelsen, eftersom Udlændingestyrelsen IKKE er blevet informeret om mine sygdomme.

Tror faktisk på det, men så kommer afslag 2
- Pedro fortsætter i al lykkelighed i skolen, min kone har det godt, og jeg prøver at få det bedste ud af det på trods af at HVER eneste uge er på hospital, hos læge, til kontrol eller bare en simpel blodprøve.

- 04 september 2015, altså siden cirka februar 2015, afgiver Udlændingenævnet afgørelsen negativt og igen med 7 dages varsel til udrejse for min søn og kone.

- Altså udrejse Danmark indtil 11/9. Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens beslutning.

- Igen stort set samme argumentation vedrørende min kone – min offentlige hjælp.

100 procent pga min økonomiske situation
- Igen Pedro som om at værgedokumenter eller situationen generelt ikke er så god for Pedro. Igen indtryk af at nej til mor og ja til søn ikke er godt, bedre sige nej til begge.

- Der er dog nogle yderligere argumenter som:
1. Årsagen til afslaget et 100% pga. min økonomiske situation. Udlændingenævnet har ikke taget hensyn til dokumentation for min sygdom, at jeg reelt ikke kunne arbejde og ikke havde andre mulighed for at indtjene penge og forsørge mig selv.

Og du kan jo bare tage tilbage til Brasilien
2. Udlændingenævnet henviser til at min sygdomme er blevet bedre, og at DER IKKE KAN TALES IMOD, AT JEG IKKE KAN TAGE TILBAGE TIL BRASILIEN og leve mit familieliv der. I Brasilien vil jeg ikke kunne få behandling, medicin eller job. Dømt på forhånd.

3. Udlændingenævnet foreslår, at jeg søger dansk adoption til Pedro, som så har muligheden for at få opholdstilladelse under sagens gang. Men betyder stadig, at min kone skal sendes ud af landet.

Det er det, Danmark har givet til mig:
- Inden jeg fik afgørelsen fra Udlændingenævnet fik jeg et lægeligt dokument fra Kommunal lægen i Lyngby Kommune, som beskriver min lægelige og fysiske situation. Dette sender jeg ind til Udlændingenævnet, eftersom jeg finder dette dokument vigtigt, da det reelt beskriver hvordan min fysiske tilstand er.

- Jeg snakker med Udlændingenævnet den 08/09-2015, som har modtaget mit dokument og betragter dette som en forespørgsel på genåbning af vores familiesammenføringssag.

- Jeg snakker igen med Udlændingenævnet den 10/09-2015, som oplyser, at vores dokument ikke giver ret til, at min familie kan forblive i Danmark.

- Sagen er afsluttet. Dog med en lille chance for genåbning, som så kommer fredag 11/9-2015 med E-post sigende, at sagen er genåbnet.

Din familie kan IKKE blive i Danmark
- Men den stadfæster, at min familie IKKE kan blive i Danmark under sagens gang, som de har haft lov til indtil dato i perioden juni 2014 (da vi ankom) til september 2015.

- Så det er positivt, at sagen køre videre, Negativt at kone og barn skal ud af Danmark. Nu er mit valg, om jeg skal vælge at blive eller rejse med min kone og tage mig af dem på bedste vis.

- Jeg holder på familien som er det vigtigste, på trods af mit helbred. Vi for købt flybilletter ud af landet til den 14/09-2015.

Nu er alt solgt, tabt og opsagt
- For at skaffe penge til transport ud af landet samt mad penge til familien har jeg solgt alt, hvad der kan sælges. Stort set tabt alt, hvad jeg og min kone har arbejdet for. Vi har tabt alle vores møbler, opsagt lejligheden etc. Mit økonomiske liv er i ruiner.

- Vi er bekymret. Mit helbred. Min søns uddannelse. Han er nu 11 år (28/09-2004). Hvad skal der ske med hos? Vores ret til at være sammen som familie.

- Min kone har ikke brugt læge eller hospital i perioden 06/06-2014 til 14/09-2015. Min søn har haft brug for læge / hospital en gang. Min kone ønskede kun at lære dansk og komme i gang med at arbejde.

- Dette er ikke et spørgsmål om penge eller anden økonomisk fordel. Det drejer sig om retten til at være sammen i fred og ro. Betale vores skat.

- Se vores forældreløse søn (nu har han min kone og jeg) , uden andre end hos i livet, få muligheden for skolegang og forhåbentlig en dag leve et voksent liv under normale forhold.

- Jeg er dansk og føler, at jeg ingen ret har. Min familie er ikke flygtninge fra krig eller terror.

- I Brasilien falder ikke bomber i hovedet på en, men betyder det, at jeg som dansker har mindre ret til at være sammen med min familie, som jeg har været sammen med i 13 år, slutter Peter som lige nu befinder sig med kone og dreng i en lille fransk by, St. Paul Les Durance (cirka 60-70 km fra Marseilles), hvor hans kone har en kusine, som har levet 15 år i Frankrig.

Hvad skal Peter vælge - Brasilien med kone og dreng, men dårligt sundhedssystem - eller Danmark uden kone og dreng, men med et godt sundhedsystem?

 

 

 

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4 
189 kommentarer
Vis kommentarer