Tættere på gud: Ramadanen gør mig til et bedre menneske

- Det handler om at udvise kærlighed til sine medmennesker og stræbe efter at blive et bedre menneske, skriver Ehab, der ikke har indtaget føde i dagtimerne siden 26. maj.

- Fredag d. 26. maj startede muslimer verden over på den hellige måned, ramadanen.

- Det indebærer b.la. afholdelse fra mad, drikke, samleje og rygning fra daggry til solnedgang.

- Men det er først og fremmest måneden, hvor muslimer kæmper mod deres ego og har større fokus på fællesskabet end på individet.

En hellig pligt
Sådan indleder Ehab A et indlæg om de 30 dages faste, han sammen med mange hundrede millioner mennesker i verden er i gang med. Ehab vil gerne fortælle, at ramadan - udover at teste muslimers udholdenhed og evne til at nægte sig selv nydelse - også handler om at være god. Hans indlæg, som du gerne må dele med andre, der måske heller er så stive i ramadan, fortsætter derfor således:

- Fasten er ifølge Koranen en religiøs pligt for enhver muslim. Ældre mennesker, syge, ammende, rejsende og børn er dog undtaget.

- Men den hellige måned har større betydning end det at afholde sig fra mad og drikke.

- Som muslim faster jeg for at komme tættere på Gud og dermed have mere fokus på det åndelige frem for det materielle.

Man beder flere bønner
- Der findes mange forklaringer på, hvorfor muslimer faster, men hovedårsagen er den åndelige fordybelse, hvorfor muslimer bruger mere tid i deres lokale moskeer end til hverdag.

- Man beder gerne flere bønner og bruger mere tid på at fordybe sig i de religiøse tekster.

- Fasten betyder også en måned med gavmildhed, personlig udvikling og selvkontrol.

- Det handler om at udvise kærlighed til sine medmennesker og stræbe efter at blive et bedre menneske.

- Profeten Mohammed sagde: 'Hvis en person ikke afholder sig fra falsk snak og falsk opførsel (under fasten), er Gud ligeglad med, om han afholder sig fra mad og drikke' (Sahih Al-Bukhaari og Muslim).

- Det er en beretning der tydeliggør, hvor essentielt moral og etik er.

Det er naturligvis ikke OK at lyve resten af året
- Det betyder naturligvis ikke, at det er ok at lyve, bagtale eller bedrage i de resterende elleve måneder af året.

- Men i denne hellige måned skal man skal stræbe endnu mere for at bekæmpe sine negative sider.

- Fasten har derfor ingen værdi, hvis man udelukkende afholder sig fra mad og drikke og glemmer moralen.

- Det kan til tider være svært for mennesket, at ændre sine dårlige vaner.

- Men en måneds faste bryder for en stund den daglige rytme så meget, at det er lidt nemmere at ændre dårlige vaner og adfærd.

- Ramadanen indebærer ikke kun det personlige og spirituelle, men i høj grad også det sociale element.

- Det er måneden, hvor man tager mere hensyn til sine medmennesker.

Man donerer lidt ekstra til de fattige
- Det er måneden, hvor der doneres lidt ekstra til fattige, der sulter rundt omkring i verden.

- Det er måneden hvor man inviterer folk på ramadan-middag -  også ikke-muslimer, da ramadanen forpligter muslimen til at anstrenge sig og at være opmærksom på andre mennesker og deres behov.

- Når jeg mærker sulten på egen krop efter 19 timers faste, er det svært ikke at tænke på de mange fattige mennesker rundt omkring i verden.

- Slet ikke for at tale om de børn, der ikke har mad til at bryde fasten til solnedgangen.

- Ramadan lærer mig derfor at være et taknemmeligt menneske.

- Men som fastende kan jeg ikke komme udenom, at jeg også møder udfordringer under ramadanen.

- Det er måneden, hvor jeg ikke deltager i nær så mange sociale arrangementer, hvor der bliver serveret mad og drikkelse.

Får dårlig samvittighed over andres hensyn
- Samtidig kan jeg indimellem få dårlig samvittighed over, at folk tager særligt hensyn til at jeg faster, og derfor undlader at spise og drikke, hvis de er i selskab med mig.

- Endnu en udfordring mange danske muslimer møder, er lange arbejdsdage.

- Det kan til tider være svært, at bevare koncentration sent på eftermiddagen, hvis man hele dagen ikke har indtaget væske.

- Efter 30 dages fasten, afsluttes ramadanen med Eid (højtid), som også kaldes Eid al-Fitr, der markerer afslutningen på fastemåneden.

- Det er en af de mest glædelige og betydningsfulde begivenheder på hele året for de fleste muslimer verden over og dermed også i Danmark, skriver Ehab, men hvad mener du?

Ku' du bruge 30 dage på at blive et bedre menneske?

 

165 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere