Virkelig ensom: Astrid døde og ingen lagde mærke til det

Forfatter og foredragsholder Ida Holst har skrevet bogen 'Pårørende søges' om 11 ensomme mennesker, der døde uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Det er nøjagtig ti år siden, de døde, og bogen udkom i 2013. I hele maj måned kan du læse, hvad Ida Holst kunne finde ud af om dem, der døde og fik en dødsannonce med sætningen 'Pårørende søges'

Den første efterlysende dødsannonce i maj 2005 kommer i avisen allerede d. 3. maj. Annoncen omhandler en gammel kvinde Astrid Juliane Due. Hun blev 92 år. I annoncen står der, at man kan ringe til Hvidovre Kapel mandag til fredag mellem kl. 10 og 14. Telefonnummeret står skrevet i dødsannoncen.

Da jeg ringer, er det en venlig herre, der tager telefonen. Han siger ”De” til mig på en respektfuld måde. Han henviser til bedemand i Brønshøj, som henviser til præsten i Hyltebjerg kirke. Hun fortæller, at der bliver afholdt bisættelse torsdag d. 26. maj kl. 11.00.

Normalt ved denne type bisættelse er der ingen prædiken. Man udfører jordpåkastelsesritualet, man beder fadervor og synger muligvis en salme. Det hele tager ikke meget mere end 5 minutter. Præsten siger, at hun dog muligvis vil holde en lille prædiken alligevel. Hun kan bare ikke sige noget personligt, da hun jo ikke ved noget om afdøde.

Som den eneste mødte jeg op til bisættelsen. Den tog 12 minutter, men der var respekt omkring ceremonien. Der var to kirkesangere, en smuk bårebuket med store lyserøde roser på den hvide kiste, og alt forløb fint.

Noget tid efter beslutter jeg mig for, at tage forbi det kvarter hvor Astrid Juliane Due boede. Jeg vil spørge nogle af de lokale handlende, om de kan huske hende. Jeg finder den gule murstensbygning på Hyltebjerg Alle, hvor hun boede. Det er lidt mærkeligt at stå der. Jeg finder hendes frisør – ”Frisør Marianne.” Kvinden i salonen husker afdøde. Jeg får at vide, at Astrid Juliane Due var en pænt høj kvinde, lidt kraftig ca. størrelse 46 og med tykt rødt pagehår. ”Hun havde et pragtfuldt hår,” fortæller frisøren, ”og hun beholdt sin røde farve, selvom den falmede lidt med årene.”

En ekspedient i en tøjforretning nær ved foreslår, at jeg kontakter den lokale blomsterforretning, for indehavderen her har et stort lokalt netværk. Jeg går derhen, og kvinden i butikken fortæller, at hun har haft forretningen i 30 år. Hun kender mange i området, men navnet Astrid Juliane Due siger hende ikke noget. Hun går ud i baglokalet og henter en gammel telefonbog fra 1997. De var røde den gang. Hun finder Astrid Juliane Dues adresse og opdager, at hun kender en af de beboere, som har boet i opgangen. Det er en ældre kvinde ved navn Fru Therkildsen. Hun er flyttet i ældrebolig for et par år siden, får jeg at vide. Jeg får hendes telefonnummer fra 1997.

På Internettet finder jeg ud af, at Fru Therkildsen bor i en ældrebolig i Vanløse på Kirkebjerg Allé. Hun har beholdt sit gamle telefonnummer, så det var nemt at finde frem til hende.

Jeg skriver et brev til den ældre kvinde. Dagen efter jeg har postet brevet, ringer telefonen. ”Det er Fru Therkildsen,” siger en stemme. Som noget helt naturligt siger jeg ”De” til hende, men Fru Therkildsen siger med det samme, at det skal jeg ikke gøre. ”Det er man alligevel gået fra,” som hun udtrykker det. ”Du vil gerne besøge mig,” tilføjer hun så. ”Hvornår vil du komme?” Vi aftaler dagen efter kl. 10 om formiddagen.

Fru Therkildsen har sat et fad frem med wienerbrød og rundstykker. Hun skænker kaffe op og begynder at fortælle om Astrid Juliane Due. De har været naboer i 26 år. Fru Due boede oprindeligt i Næstved med sin mand, men da han døde, flyttede hun til Hyltebjerg Alle i Vanløse. Hun var 62 år, da hun blev enke. Fru Therkildsen har boet i opgangen siden 1952, til hun måtte flytte i ældrebolig for 3 ½ år siden. ”Jeg blev opereret i benet, så det var svært at klare trapperne til sidst,” fortæller hun. Fru Therkildsen bekræfter frisørens udsagn om, at Astrid Juliane Due havde et stort smukt rødt hår. ”Det blev nu mindre efterhånden,” tilføjer hun.

Astrid Juliane Due havde to søstre. Hun var den yngste af de tre, og hun overlevede dem begge. Den ene søster boede i Gentofte og den anden på Nørrebro. Søsteren på Nørrebro hed Olga og var efter sigende ret velhavende. Hun boede i en meget stor lejlighed. De to andre søskende sad nu også godt i det økonomisk. Søsteren i Gentofte var den eneste af de tre, som fik et barn. Hun fik en søn, og han blev meget forkælet af sin mor og sine to mostre. Han blev senere gift og fik en datter, som i dag er omkring 23 år.

For ca. 15 år siden døde han imidlertid. Konen giftede sig igen, og Fru Due mistede kontakten til den del af familien. Hun talte ellers ofte om, hvad hendes søsters barnebarn skulle arve, og hun havde også skrevet testamente, fortalte hun. ”Nogle gange ændrede hun i testamentet, fordi hun blev sur på nogle af dem, der skulle arve,” fortæller Fru Therkildsen.

Det er uforståeligt for Fru Therkildsen, at ingen kom til Astrid Juliane Dues bisættelse, for hun havde jo haft familie. Udover familien på søsterens side var der også noget familie på mandens side. I mange år tog Fru Due til Jylland på en gård hos en svigerinde og dennes familie. Hun talte ofte om sin niece, som hun var meget glad for. ”Måske blev de uvenner,” siger Fru Therkildsen. ”Hun kunne godt være lidt sær, Fru Due.”

Astrid Juliane Due havde mange guldsmykker, sølvtøj fra sin oldemor og hendes skabe var fyldt med fine porcelænsfigurer. Der var smukke ting i hendes hjem, men alt indboet er nu overgået til kommunen, da ingen arvinger har henvendt sig. Jeg spørger, om Astrid Juliane Due arbejdede da hun var yngre, men det gjorde hun ikke. ”Hun havde penge nok,” siger Fru Therkildsen.

”Fru Due var sød ved mine børn, og hun var også meget glad for mine børnebørn,” fortæller Fru Therkildsen. ”En dag mødte et af mine børnebørn hende på trappen, og Fru Due sagde: ”Jeg har lige bagt snegle, er det noget for dig?” Det var det, og næste gang mit barnebarn kom, spurgte han fru Due, om hun havde bagt snegle igen. ”Nej, men jeg kan da lave nogen,” havde hun svaret.”

Vi drak aldrig kaffe hos hinanden. Vi stod bare og talte på trappen. Fru Due og min mand kunne stå derude og tale i timevis. De kom vældig godt ud af det med hinanden. Jeg syntes nu, at hun var så pengefikseret. Hun elskede at tale om penge, og det blev jeg lidt træt af at høre på.”

”Fru Due blev lidt sær på sine gamle dage,” siger Fru Therkildsen. ”En gang ringede hun på hos mig, fordi hun havde mistet sine nøgler. Klokken var næsten elleve om aftenen. Jeg ved ikke hvornår, det var, men det har været efter 1998, for min mand levede ikke, kan jeg huske. Fru Due havde Olga med, som var over 90 år på det tidspunkt. Fru Due havde tre låse i sin dør, fordi hun var meget bange for indbrud.

Låsesmeden kom, men han kunne ikke få den nederste lås op. Han måtte køre igen for at hente ekstra værktøj. Jeg inviterede Fru Due og Olga ind til kaffe. De kunne jo ikke stå derude. Normalt drak vi jo ellers aldrig kaffe sammen. Låsesmeden kom igen, men klokken blev over et om natten, før Fru Due kunne komme ind til sig selv. Da hun endelig var kommet ind, sagde hun, at Olga skulle tage hjem. Olga måtte ikke blive og sove hos hende, selvom klokken var et om natten.

Jeg mærkede på Olgas arm, og den var iskold. Jeg sagde til Olga, at hun gerne måtte overnatte hos mig, hvis hun ville, men det ville Fru Due ikke have. ”Olga kan sagtens tage natbussen hjem,” sagde hun bare. Da Olga gik, var jeg lige ved at løbe efter hende ned af trappen for at hente hende op igen. Jeg syntes, det var så synd, at hun skulle ud i kulden. Fru Due gik bare ind til sig selv, og hun takkede aldrig for kaffen eller gæstfriheden.”

”En gang for nogle år siden var Fru Due indlagt på Hvidovre hospital på psykiatrisk afdeling,” fortæller Fru Therkildsen. ”Jeg kom naturligvis og besøgte hende, men hun virkede ikke interesseret i at se mig. Hun spejdede hele tiden ud af vinduet, som om hun så efter noget, og hun virkede meget fjern. Til sidst spurgte jeg, hvad det var, hun kikkede efter, og hun sagde: ”Olga skal komme.” Hun var slet ikke interesseret i, at jeg var der, og så er det jo ikke særlig hyggeligt at være på besøg. Da Olga kom, gik jeg, for jeg følte mig ærlig talt overflødig.”

Under vores samtale siger Fru Therkildsen flere gange, at hun er ked af, at hun ikke kom til Astrid Juliane Dues bisættelse. ”Men jeg vidste jo ikke, at hun var død. Det stod der ikke noget om i lokalavisen, og nu er det jo for sent. Det er også helt forkert, at hun ligger på de ukendtes kirkegård. Der kan jo have været et familiegravsted i Næstved, hvor hendes mand måske ligger. Åh, jeg er ked af, at jeg ikke var med til hendes begravelse.

Vi mistede kontakten, da jeg flyttede. Jeg ringede til Fru Due et par gange, men hun virkede så afvisende, hver gang jeg henvendte mig. Hun lukkede sig helt inde til sidst, og kun hjemmehjælpen måtte komme. Hun var sød nok fru Due, men det var svært at holde kontakten til sidst.

Læs mere og kontakt forfatteren på bogens Facebook-side

 

Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen