Voldsomt fald: Her bor corona-taberne

Ledigheden falder dramatisk i flere kommuner i Jylland, mens den er steget på Sjælland - især i hovedstaden

Øst for Storebælt er ledigheden steget siden coronanedlukningen med mere end 10.000 personer - vest for Storebælt er den faldet. Visse steder dramatisk. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Øst for Storebælt er ledigheden steget siden coronanedlukningen med mere end 10.000 personer - vest for Storebælt er den faldet. Visse steder dramatisk. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

- Det er gået godt for industrivirksomhederne i Varde Kommune.

- Ingen tvivl om det.

Sådan siger Villy Nielsen, formand i 3F Varde-Billund til TV Syd, om det voldsomme fald i ledigheden på 20 procent, som Varde Kommune kan konstatere efter et år og nogle måneder med corona.

20 procent færre ledige
8. marts 2020 var der således 900 ledige tilmeldt i den sydjyske kommune - forleden var der 718. Og i alt er ledigheden nu - sammenlignet med situationen før corona-nedlukningen - faldet i 13 ud af 14 kommuner i Syd- og Sønderjylland.
Samme situation gør sig stort set gældende i resten af Jylland og på Fyn. Desværre ser det skidt ud for Sjælland.

Vidt forskellig
- Mange kommuner har nu lavere ledighed end før krisen.

- Det er samtidig vigtigt at have blik for, at situationen er vidt forskellig fra kommune til kommune.

- Vi kan se, at særligt hovedstadskommunerne har store udfordringer, og selvfølgelig er Dragør og Tårnby samt Billund ekstraordinært hårdt ramt på grund af langt mindre flytrafik, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en pressemeddelse, der fulgte med offentliggørelsen af landstal, det viser, at ledigheden i hovedstadsregionen er steget med cirka 10.000 fra marts 2020 til 16. maj 2021.

Uden hovedstaden ville ledighedstallene se fantastiske ud. Screenshot fra Beskægtigelsesministeriet.
Uden hovedstaden ville ledighedstallene se fantastiske ud. Screenshot fra Beskægtigelsesministeriet.

Meget coronahjælp havnede på Sjælland
På Sjælland - uden for hovedstaden - er ledigheden steget med cirka 1200 i samme perioder, mens den er faldet med 200 personer på Bornholm.

Sydjylland har også oplevet et fald i ledigheden -  på cirka 1000 borgere - Vestjylland har et fald på cirka 500, og i Nordjylland er faldet på 1300, mens Østjylland har en lille stigning på 116 personer. Fra 22.271 ledige 8. marts 2020 til nu (16. maj) 22.387 ledige.

187 kr. i timen er bedre end 110 kr.
Der er dog også mangel på arbejdskraft i visse brancher i København, hvor folk kan få job som corona-testere til timelønninger, der er væsentlig højere end i f.eks. cafe-branchen, men hvad siger du?

I begyndelsen af februar viste tal fra Erhvervsministeriet i øvrigt, at jyder i snit havde modtaget 3700 kr. fra coronahjælpepakkerne, mens hver sjællænder i snit havde modtaget 6100 kr.