Vred på Norwegian: Læs det med småt

Norwegian har nu åbnet for at deres kunder kan bruge de optjente point - men for at bruge sine point, skal man betale. Det gør nogle kunder vrede

- Norwegian har for nylig frigivet de cashpoint som de indefrøs for et halvt år siden.

- De lokkede os kunder til at veksle aflyste flybilletter med cashpoints, og nu kan man så kun delvist bruge dem til at købe nye flyrejser.

Cashpoint og kontanter: Skruen uden ende
- For at indfri Cashpoints skal man bruge dobbelt så mange penge kontant.

- Det er jo en skrue uden ende. Især på rejser som nu er meget dyrere end de oprindelige billetter.

 

Sådan indleder Nicklas B et brev til nationen! om at stole på et flyselskab – og så føle sig godt og grundigt taget ved næsen. Nicklas synes nemlig de cashpoints han fik for sine aflyste fly sidste år -  ialt 9.275 cashpoint  (1 cashpoint = NOK 1) – burde være fine nok til at betale med. Men det er de kun delvist, og hans brev – som Norwegian svarer på nedenfor - fortsætter nemlig således:

Skal bruge 16.000 for at indløse cashpoint
- I mit aktuelle tilfælde ønsker jeg i dag at købe en rejse til DKK 2.098.

- Jeg vil bruge nogle af mine opsparede cashpoint som betaling, men kan kun få lov til at bruge et begrænset antal cashpoints (1.000) som delbetaling og skal derfor betale restbeløbet kontant.

- Det betyder at for at få DKK 731 (NOK 1.000) refunderet af de penge jeg allerede har betalt, skal jeg betale yderligere DKK 1.367.

Nok billigere at at skrotte mit tilgodehavende
- Det var IKKE en del af betingelserne for cashpoint, da jeg i sin tid startede med at samle dem - eller i den periode hvor de aggressivt opfodrede deres kunder til at bytte aflyste rejser med cashpoints.

- For at få mine ca. DKK 7.000 tilbage, som jeg har brugt på de aflyste fly, skal jeg altså yderligere lægge op til DKK 16.000.

- Det er nok billigere,  at jeg skrotter mit tilgodehavende og køber nye flybillet hos andre lavprisselskaber, skriver Nicklas, men Norwegian svarer at ændringerne er midlertidige - og at de iøvrigt har forlænget gyldigheden af deres cashpoints:

Norwegian: Begrænsninger på cashpoint
- På grund af rekonstruktionen, som virkningerne af pandemien havde tvunget selskabet ud i, har det ikke været muligt at optjene eller bruge penge på at flyve siden februar – det åbnede vi for igen forleden, samtidig med at vi kom succesfuldt igennem rekonstruktionen.

- Igennem hele perioden har det været meget vigtigt for os at skærme vores Reward-medlemmer, så de ikke skulle lide tab. Det er vi i store træk lykkes med, heldigvis.

- I februar gjorde vi samtidig opmærksom på, at vi dog forventede begrænsninger på brugen af CashPoints.

Ændringerne er midlertidige

- Ændringerne er midlertidige, indtil virkningerne af pandemien aftager, og vi kan returnere til en mere normal drift.

- Vi ved godt, at det for nogle Reward-medlemmer er ubelejligt, og det beklager vi.

- Derfor meldte vi det i god tid, så det ikke skulle komme som en ubehagelig overraskelse i det, man stod og skulle til at booke sommerferie.

Og der er ekstra tid til at bruge cashpoint
- Og derfor har vi netop forlænget gyldigheden af de CashPoints, som ville udløbe i 2021, så man har en chance for at kunne bruge sine opsparede point på rejser og andre fordele.

- Vi har i øjeblikket masser af spændende destinationer til salg i Norden og Europa, så der er faktisk rig mulighed for at bruge sine CashPoints.   

Har I sat priserne op?

- Prisen på flybilletter afhænger altid af udbud og efterspørgsel. Generelt bliver det dyrere, jo tættere kan kommer på afrejsedatoen.

Priserne er ikke sat op - tværtimod
- Det betyder, at billetpriserne på nogle destinationer kan være steget en lille smule, mens priserne på andre destinationer er gået ned.

- Vi har generelt et princip om at være konkurrencedygtige i forhold til vores konkurrenter – også på prisen, og vi har ikke generelt sat priserne op, snarere tværtimod, skriver Norwegian til nationen!, men hvad tænker du?