Vred Vollsmose-betjent: Naser Khader er en fej kujon

Naser Khader antyder på TV at betjentene i Vollsmose ser gennem fingre med nogle af de kriminelle ting der foregår, men det er betjent-Elvir slet ikke enig i.

- Naser Khader intensiverer nu sine injurierende og helt uværdige, grove anklager mod Vollsmose politi (som åbenbart er en torn i øjet på Khader) samt alle de engagerede, hårdtarbejdende, menige betjente tilknyttet nærstationen der gør en kæmpe forskel i det daglige.

- I et indslag på TV2 i går, udtalte Khader således 'at nærpoliti i Vollsmose er kommet helt tæt på borgerne' samt at nærpolitiet ser gennem fingrene med kriminalitet.

- Khader supplerede, at der derfor er brug for udskiftning af nærpolitiet i Vollsmose.


Vi bruger friweekender på at sikre demokratiet
Sådan indleder Elvir A, der har arbejdet som betjent i Vollsmose i ti år,et indlæg som han understreger er skrevet for helt regning, og ikke skal ses som udtryk for hverken politiets eller hans kollegaers holdning. Elvir - som du muligvis husker for et indlæg om at man burde smide de 100-200 værste bandekriminelle ud af Vollsmose istedet for at rive 1000 boliger ned - kan bare ikke leve med at en konservativ politiker stikker en kniv i ryggen på hele afdelingen, bare fordi TV2 har kunne identificere nogle butikstyve, som politiet ikke kunne finde. Elvirs brev fortsætter derfor således:

Khader håner alle menige betjente
- De ovenstående perfide, udokumenterede anklager er en DIREKTE MISTÆNKELIGGØRELSE OG HÅN mod alle os menige politibetjente, som især i de her dage i anledning af valg får inddraget vores fridage og friweeekender væk fra vores familier og børn for at sikre demokratiet og vores retssamfund.

- Disse uhyrlige anklager er helt uværdige for det konservative folkepartis retsordfører, hvis partiformand Søren Pape også er den øverste chef for hele politiet.

- VOLLSMOSE LOKALPOLITIs STYRKE igennem mange år har netop været en personalesammensætning bestående af erfarne kollegaer med længere turnus med en kæmpe insiderviden /erfaring, personkendskab samt nye tilgående politifolk, som bringer frisk pust, fornyelse og nytænkning med sig i afdelingen.

- Altså en fornuftig blanding af erfaring, kontinuitet og fornyelse.

Vi hjælper også andre kredse
- Vollsmose lokalpoliti har i mange år været en kompetence- og vidensbank ikke kun i Fyns Politi, men også i forhold til andre politikredse og politiets andre speciale afdelinger.

- Med personalets erfaring og personkendskab, både i forhold til de velfungerende borgere/netværk og især ift det kriminelle miljø og persongalleri er Vollsmose nærpoliti et kæmpe aktiv i forhold til resten af Fyns Politi.

Så vi kan opklare forbrydelser
- Netop nærpolitiets indgående kendskab til det kriminelle klientel og miljøet gør, at Fyns Politi og andre politikredse kan opklare flere forbrydelser, forebygge kriminalitet og dæmpe forskellige konflikter, som ellers ville risikere at eskalere og dermed medføre yderligere brug af politiresurcer.

- Vollsmose Lokalpoliti har været og er stadigvæk primus motor i Fyns Politi i bekæmpelsen af bander, radikalisering samt opbygning af det sunde civile samfund, som I øvrigt er det bedste værn mod netop de ovennævnte problematikker.

Khader aner intet om ghettoerne

- Mine dygtige kollegaers hårde arbejde skal nu mistænkeliggøres af de konservatives retsordfører Khader, som ikke har det mindste begreb om, hvad der foregår i Vollsmose og i de andre landets ghettoer.

- Kan Pape og ledelsen i det konservative folkeparti virkelig acceptere og bifalde det her? Jeg er både rystet og skuffet, for jeg har altid haft en idé om, at det konservative folkeparti netop stod for orden, sikkerhed, retfærdighed og borgerlig anstændighed.

- Hvor er disse fornemme dyder blevet af Søren Pape?

Er det fordi jeg tidligere har kritiseret Khader?
- Jeg er ikke i tvivl om, at motivet bag Khaders udfald mod Fyns Politi i almindelighed og Vollsmose Lokalpoliti i særdeleshed skyldes, at Khader bærer voldsomt nag og er sur på mig, fordi jeg flere gange tidligere igennem medierne er gået i rette mod ham.

- Khader kunne vælge at fægte med åben pande og rette sine personlige, bitre angreb mod mig. Jeg er robust og kan sagtens rumme og håndtere Khader i alle henseender.

- Det jeg synes er fejt her er, at Khader med sine ondskabsfulde angreb mistænkeliggør alle mine dygtige kollegaer og en hel afdeling, kun for at få ram på mig personligt.

- Det er kujonagtig og fejt.

De konservative vil ellers gerne have politi tæt på
- Krav om udskiftning af erfarne lokalbetjente med indgående lokalkendskab står i modstrid med det konservative folkeparti og justitsminister Søren Papes udspil om nærhed og tryghed fra oktober 2018, hvor Pape lancerer 14 initiativer, der blandt andet sigter efter 'styrkelse af det lokale politiarbejde' samt at initiativerne skal  'sikre, at politiet kommer endnu tættere på borgerne'.

- I udspillet står der direkte 'derudover skal lokalbetjente løse opgaver som relationsopbyggende arbejde med lokale aktører som f.eks. boligselskaber, foreninger, ungdomsklubber og forretningsdrivende og deltage i lokale initiativer om forebyggelse og tryghed...'

- Lokalbetjentens arbejde sker altså i tæt samarbejde med lokalsamfundet, så lokale udfordringer kan adresseres på et tidligt stadie, inden de eskalerer og bliver til større problemer.

Konservativ kovending
- Det ovenstående har Vollsmose lokalbetjente gjort i årevis med succes takket være blandt andet deres lokale kendskab og viden, der er sikret gennem mangeårigt engagement og kontinuerligt arbejde.

- Alt det ønsker de konservative nu pludseligt at smide over bordet med deres pludselige kovending og symbolpolitik.

- For en god ordens skyld vil jeg her understrege, at det ovenstående er suværent et udtryk for mine egne holdninger og at jeg under ingen omstændigheder udtaler mig på politiets eller andres vegne. slutter Elvir, men hvad tænker du?

387 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere