Annoncørbetalt - LEGOLAND

10 vilde ting, du ikke anede om LEGOLAND – sådan blev det til

Det startede med en indianerlejr, en udstilling og en trafikskole i 1968. I dag er det også blevet til parker i resten af verden. Her får du den fascinerende historie om LEGOLAND – med alt hvad det indebærer af el-biler, amerikanske stormagasiner og ambitioner, der er skudt helt ved siden af

De fleste af os har en historie fra LEGOLAND, og vores forældre har sikkert også. Det er her, vi fik vores første kørekort, her vi bagte vores første snobrød og her vi kom verden rundt på én dag. Men hvordan blev det egentlig til, at byggeklodser skulle lægge grundstenen til en forlystelsespark i de glade 60’ere?

Trængsel på fabrikken
I 1960’erne var det ikke altid lige nemt at gøre sit arbejde, hvis man arbejdede på LEGO-fabrikken i Billund. Hvert år aflagde mere end 20.000 mennesker fabrikken et besøg for at se de fantasifulde figurer, der var udstillet, og det skabte trængsel. Interessen var stor, og hos Godtfred Kirk Christiansen, 2. generation i LEGO-familien, spirede idéen om en udstilling uden for fabrikken, der velsagtens kunne drives af et ældre ægtepar, som kunne sælge entrébilletter og brygge kaffe til gæsterne…

Urealistiske ambitioner
Som bekendt gik det anderledes til, og inden LEGOLAND åbnede i 1968, havde man skruet lidt op for ambitionerne. Parken dækkede et areal på 38.000 m2, man ansatte flere medarbejdere og forventede et besøgstal på svimlende 200.000 besøgende.

Det estimerede besøgstal blev opfattet lige vel optimistisk, og tallet ramte da også helt skævt. Inden sæsonen var slut i oktober, havde hele 625.000 mennesker nemlig besøgt parken.

LEGO-tog på afveje
Da LEGOLAND åbnede i 1968, var det bl.a. med trafikskolen, indianerlejren og LEGO-toget, som vi stadig kan opleve i dag. Men for LEGO-toget var åbningsdagen langt fra en debut. Inden LEGO-toget kørte børn og voksne rundt på LEGOLANDs skinner, havde det været en tur i Tivoli i København og sågar forbi stormagasinet Macy’s i New York, hvor det dog kørte på gummihjul. Faktisk var toget oprindeligt bygget til Tivoli, men det fandt alligevel sin vej hjem til Billund til åbningsdagen – og blev der.

Klodser med sjæl
For Dagny Holm, der var LEGOs første chefdesigner, var det vigtigt at give både figurer, væsener og bygninger liv. Derfor begyndte hun altid sine værker med at skabe øjne og vinduer, da hun betragtede begge disse elementer som sjælen i de nærmest levende konstruktioner af klodser.

Robotfri zone
LEGOLAND blev ikke bygget på én dag. Det skyldes bl.a., at Dagny Holm og alle modelbyggerne, der har fulgt i hendes fodspor, har haft fingrene helt nede i suppedasen af klodser og sammensat alle kunstværkerne ved håndkraft. Helt uden hjælp fra robotter. Selv ikke Minilands 20 millioner klodser med et utal af detaljer skulle stoppe det arkitektoniske LEGO-team i at bygge klods for klods.

Ingen halve løsninger
65 millioner regulære klodser er der i alt brugt til at skabe det LEGOLAND, vi ser i dag, og ikke én eneste gang er der skåret eller filet i en LEGO-klods for at få den til at passe, og der er heller ikke anvendt specialfremstillede dele for at få kunstværkerne til at gå op. Kun en enkelt gang kom Dagny Holm på glatis, da hun skulle fremstille et værk af Rhindalen, hvis grå-beige nuancer ikke var at finde i LEGOs sortiment. Her fik hun efter lidt overtalelse lov til at anvende specialfarvede klodser.

Høvding med storhedsvanvid
I 1974 kom den gigantiske indianerhøvding Sitting Bull til. Parkens dengang største enkeltstående figur. Intet mindre end 1,4 millioner klodser skulle der til, før han med det helt rette, meget alvorlige udtryk, kunne sætte sig til rette på klipperne og skue ud over parken. En lidt gladere indianerhøvding er dog også at finde i LEGOLAND, nemlig Høvding Langøre, der har næsten lige så mange år på bagen som Sitting Bull. I 35 år er det nemlig den samme mand, der har lavet snobrød med børnene og optaget dem i sin indianerstamme.

En grøn køreskole
Trafikskolen, der ligger ved parkens Miniland, har siden 1968 været blandt parkens helt store trækplastre. Men ikke nok med at børnene kan få deres første kørekort og blive klogere på trafikken, så har trafikskolen alle dage været på forkant med den grønne bølge. Her er det nemlig små el-biler, landets yngste borgere kører rundt i.

 

Legoland er gået globalt
I 1996 åbnede LEGOLAND sin første park uden for Danmark med en søsterpark i Windsor i England. Siden er der også kommet parker i USA, Tyskland, Malaysia, Japan og Dubai, og der er flere på vej. Men har du en globetrotter gemt i maven, er det faktisk nok at tage turen til Billund. I parkens Miniland kan du lynhurtigt drømme dig til Tyrol, Norge og Kennedy Space Center, og du kan sågar opleve Burj Khalifa, Shanghai Tower, Eiffeltårnet og One World Trade Center i området ”World’s Tallest”. 830.000 klodser skulle der til for at skabe LEGO-kopier af nogle af de højeste bygninger i verden.

Verdens største LEGO-shop
Billund er verdens navle. I hvert fald for LEGO-entusiaster. Siden parkens åbning i 1968 har man kunne finde en LEGO-shop, der i dag dækker et areal på mere end 1000 m2. Her finder du intet mindre end 1.400 forskellige LEGO-artikler, inklusive ”hard to find”-æsker og ting, som kun kan købes her.

Fun facts – hvor godt kender du LEGO og LEGOLAND?

 

  • I 2012 besøgte gæst nummer 50 million LEGOLAND i Billund.
  • LEGO er verdens største dækproducent med ca. 306 millioner dæk om året. I LEGO-figurstørrelse, vel at mærke.
  • I gennemsnit har hvert menneske på jorden 102 LEGO-klodser.
  • De små tog, biler og fly i Miniland kører sammenlagt mere end 117.000 km om året. Det svarer næsten til tre ture rundt om Jorden ved Ækvator.
  • Minilands mindste model består af bare to små LEGO-klodser.
  • Der findes 915.103.765 forskellige måder at kombinere seks ensfarvede otte-knops LEGO-klodser på.

Er du vild med LEGO – og med pommes frites? Så tag i LEGOLAND og nyd godt af pommes frites, der ligner LEGO-klodser

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere