1000 afghanske soldater er flygtet til Tadsjikistan

Efter kampe med Taliban er flere end tusind soldater flygtet til nabolandet, oplyser kilder i Tadsjikistan

Afghanske regeringssoldater på en bro tæt ved grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan i sidste måned. Over 1000 afghanske regeringssoldater er tidligt mandag flygtet til nabolandet Tadsjikistan efter kampe med Taliban, oplyser det centralasiatiske lands nationale sikkerhedskomité. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Afghanske regeringssoldater på en bro tæt ved grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan i sidste måned. Over 1000 afghanske regeringssoldater er tidligt mandag flygtet til nabolandet Tadsjikistan efter kampe med Taliban, oplyser det centralasiatiske lands nationale sikkerhedskomité. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Over 1000 afghanske regeringssoldater er tidligt mandag flygtet til nabolandet Tadsjikistan efter kampe med Taliban. Det oplyser det centralasiatiske lands nationale sikkerhedskomité.

Militante fra den islamistiske Talibanbevægelse har iværksat flere offensiver i det nordlige Afghanistan i de seneste uger. Det er sket på et tidspunkt, hvor amerikanske og andre internationale styrker er på vej ud af Afghanistan.

Taliban har blandt andet vundet kontrol over den vigtigste grænseovergang til Tadsjikistan. Det skete i sidste måned.

Mandag har Tadsjikistans nationale sikkerhedskomité meddelt, at 1037 afghanske regeringssoldater er flygtet til den tidligere sovjetrepublik 'for at redde livet efter natlige kampe med Taliban'.

- Af hensyn til principper om godt naboskab og i overensstemmelse med principperne om ikke at blande sig i Afghanistans interne anliggender fik det militære personel fra Afghanistans regeringsstyrker tilladelse til at komme ind på Tadsjikistans territorium, oplyser Tadsjikistans statslige informationsbureau Khovar.

I erklæringen hedder det, at Taliban har taget 'fuld kontrol' med seks distrikter i Badakhshan-provinsen, der grænser op til Tadsjikistan i det nordøstlige Afghanistan.

Den afghanske regering siger i en erklæring tidligt mandag, at militæret forbereder en modoffensiv mod Taliban i den nordlige del af landet.

Flere hundrede afghanske soldater havde allerede krydset ind i Tadsjikistan, efter at Taliban optrappede angreb på det demokratisk valgte styre først i maj.

USA har gjort det klart, at det vil have afsluttet en tilbagetrækning fra Afghanistan inden udgangen af august. Alle soldater fra USA og Nato forlod i sidste uge Bagram, der er hjemsted for den største militære luftbase i landet.

Det blev meddelt fredag, hvor det afghanske militær overtog kontrollen med den store base, som har været helt central for amerikanske operationer i det krigshærgede land.

Der har været frygt for, at de afghanske regeringsstyrker ville få store problemer i kampe med Taliban uden mulighed for at bede om amerikansk luftstøtte.