I 2018 blev en huleløve fundet af nogle videnskabsfolk, der søgte rester efter mammutter i Rusland. Forskere har siden nærstuderet løveungen, og nu, cirka tre år senere, kan forskerne fortælle om et forbløffende fund.
Det skriver CNN.
Huleløven, der levede for 28.000 år siden, er det bedst bevarede istidsdyr, som man nogensinde har fundet, lyder det fra Love Dalén, der er professor i evolutionær genetik ved Centre for Paleogenetics på universitetet i den svenske hovedstad Stockholm.
- Sparta er nok det bedst bevarede istidsdyr, der nogensinde er blevet fundet, og løveungen er mere eller mindre ubeskadiget, bortset fra pelsen, der er lidt medtaget, siger Dalén til CNN.
Huden, organerne og tænderne er alle intakte hos dyret, selv om det levede for flere tusinde år siden, og der kan endda stadig være spor af modermælk i løvens krop.
Huleløven blev fundet ved Semyuelyakh-floden i Ruslands østlige Yakutia-region.
En anden løveunge, Boris, blev fundet blot 15 meter fra Sparta året efter. Forskerne troede i begyndelsen, at de to huleløver var i familie, men nærmere undersøgelser viste, at Boris var meget ældre. Han levede for 43.448 år siden.
Begge løveunger var kun en eller to måneder gamle, da de døde. Dødsårsagen kendes ikke, men forskergruppen, der omfatter russiske og japanske forskere, siger, at der ikke er nogen tegn på, at de blev dræbt af rovdyr.
Under den sidste istid i Sibirien levede mammutter, bjørne, næsehorn og andre vilde dyr.