602 smittet med coronavirus døde i Italien det seneste døgn

I alt 63.928 er registeret som smittet med coronavirus i Italien. 6078 patienter med coronavirus er døde

Med 6078 dødsfald blandt italienske patienter med Covid-19 er Italien det land med flest coronarelaterede dødsfald. (Arkivfoto) Foto: Piero Cruciatti/Ritzau Scanpix
Med 6078 dødsfald blandt italienske patienter med Covid-19 er Italien det land med flest coronarelaterede dødsfald. (Arkivfoto) Foto: Piero Cruciatti/Ritzau Scanpix

Italien har det seneste døgn registreret 602 nye dødsfald hos patienter smittet med coronavirus

Det viser de officielle tal ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er det samlede antal dødsfald oppe på 6078.

Med 602 døde i Italien det seneste døgn er antallet af døde coronasmittede dermed faldet to dage i træk

Antallet af dødsfald det seneste døgn er desuden lavere end hvert af de foregående tre døgn.

Fra lørdag til søndag blev der registeret 651 nye dødsfald hos personer med coronavirus.

Fra fredag til lørdag blev der registreret 793 coronarelaterede dødsfald.

Og fra torsdag til fredag kunne Italien notere 627 nye dødsfald hos patienter, der var smittet med coronavirus.

Italien er det land i verden, der ifølge de officielle opgørelser har haft det højeste antal dødsfald blandt smittede borgere.

Over halvdelen af de coronarelaterede dødsfald - 3776 - er registreret i Lombardiet i det nordlige Italien. Det er den hårdest ramte region.

Den øverste ansvarlige for sundhedsvæsnet i netop Lombardiet, Giulio Gallera, kan med den seneste udvikling se 'lys for enden af tunnelen'.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Tiden er ikke inde til at erklære sejr. Derimod er det tid til at være mere fokuseret end nogensinde.

- Men vi kan dog se lys for enden at tunnelen, siger Giulio Gallera.

Over hele Italien er der indført skrappe tiltag for at begrænse smitten med coronavirus. Foruden skoler og institutioner er de fleste butikker lukket, og folk må ikke gå ud, medmindre det er stærkt nødvendigt.

Politi og militær er sat ind i gaderne for at sikre, at reglerne overholdes.

Søndag indførte regeringen i Italien desuden et forbud mod at rejse rundt i landet, medmindre det er strengt nødvendigt.

Blandt alle i Italien, der har været syge med Covid-19 - navnet på sygdommen, der følger af smitte med coronavirus - er 7432 erklæret raske.

Mandag er 3204 patienter i intensiv behandling.

90 kommentarer
Vis kommentarer