Afghansk militærfly styrtet ned i Usbekistan

Et afghansk militærfly blev søndag skudt ned i Usbekistan. Det vides ikke, hvor mange der var om bord

En lang række afghanere har været desperate efter at komme ud af Afghanistan, efter at Taliban har overtaget kontrollen over blandt andet hovedstaden Kabul. Foto: -/Ritzau Scanpix
En lang række afghanere har været desperate efter at komme ud af Afghanistan, efter at Taliban har overtaget kontrollen over blandt andet hovedstaden Kabul. Foto: -/Ritzau Scanpix

Et afghansk militærfly er blevet skudt ned af usbekiske forsvarsstyrker, efter at det krydsede grænsen til Usbekistan.

Det oplyser det usbekiske forsvarsministerium mandag.

Flyet blev angiveligt skudt ned sent søndag i den usbekiske provins Surxondaryo. Den sydlige provins grænser op til Afghanistan.

- Usbekistans forsvarsstyrker har forhindret et forsøg fra et afghansk militærfly på illegalt at krydse grænsen til Usbekistan, siger Bahrom Zulfikorov, der er talsmand ved det usbekiske forsvarsministerium.

Han oplyser ikke, hvor mange personer der var om bord, eller om der er nogen overlevende efter nedskydningen.

Det russiske nyhedsbureau RIA har mandag citeret Usbekistans forsvarsministerium for, at piloten aktiverede katapultsædet og blev såret.

Søndag meddelte Usbekistan, at det har anholdt 84 afghanske soldater, der havde krydset grænsen for at søge lægehjælp.

Afghanistan er de seneste dage blevet indtaget af talibanbevægelsen.

Den militante gruppe indtog søndag præsidentpaladset i hovedstaden Kabul, mens præsidenten, Ashraf Ghani, er flygtet.

Det skete, efter at Taliban i løbet af få dage havde overtaget magten over en lang række provinshovedstæder i Afghanistan.

Gruppens fremmarch kommer, i kølvandet på USA's militær og dets allierede - herunder Danmark - er begyndt at trække sig ud af landet.

En amerikanskledet koalition gik ind i Afghanistan i 2001 umiddelbart efter angrebene 11. september i USA.

Den militante organisation al-Qaeda anført af Osama bin Laden stod bag angrebene, der blandt andet ramte World Trade Center i New York.

Taliban holdt dengang hånden over Osama bin Laden.