Altødelæggende skovbrande hærger: Beordrer evakuering

To brande er smeltet sammen, og flere steder beordrer myndigheder californiere til at lade sig evakuere

Altødelæggende skovbrande hærger: Beordrer evakuering

Skovbrande tvinger folk på flugt i Californien.

Igen denne sommer er den amerikanske delstat Californien plaget af voldsomme skovbrande.

Brandfolk kæmper i skrivende stund en brav kamp i delstaten med branden 'Dixie Fire', der i weekenden er smeltet sammen med en anden brand og fortsatter med at hærge store landområder.

Myndighederne forbereder sig på risikoen for, at enorme søjler af røg kan skabe tordenskyer, der igen kan sætte ild til mere natur.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix

Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix

Tvungen evakuering
I alt er 77.000 hektar land brændt af i det nordlige Californien som følge af branden. Kun 21 procent af den er inddæmmet.

Derfor er indbyggere i flere lokalsamfund blevet beordret til at lade sig evakuere.

- Der er stor risiko for, at de store søjler af røg kan skabe særlige skyer, siger brandanalytiker Dennis Burn i en videooptagelse delt på Facebook af Lassen National Forest, som er et naturområde i Californien.

I området Pluma County har sheriffen udstedt et påbud til flere af amtets borgere om obligatorisk evakuering som følge af 'Dixie'-branden.

Den gælder for den østlige bred af den store sø Lake Almanor, hvor myndighederne 'går fra dør til dør' og underretter folk.

Evakueringssteder er blevet etableret i blandt andet byen Susanville og fem andre områder. Imens kæmper omkring 2200 brandfolk med 'Bootleg'-branden i delstaten Oregon.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix

Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix

Kan ses i Danmark
I alt er der mere end 86 aktive naturbrande i 12 delstater i USA, oplyser det koordinerende amerikanske brandcenter. Og faktisk kan de enorme skovbrande mærkes hele vejen over Atlanten.

I sidste uge blev dele af Jylland nemlig ramt af røgskyer fra de hundredvis af skovbrande, der i disse dage raserer Nordamerika.

Det viste satellitbilleder taget over Danmark. Også dele af Sverige og Norge var dækket af røgskyerne.

Når det kan lade sig gøre, at røgen bevæger sig omkring 8000 kilometer, skyldes det, at røgpartiklerne transporteres af jetstrømme, forklarer Martin Olesen, som er klimaforsker hos DMI.

- Der er tale om sodpartikler, som når op i toppen af troposfæren - det, der hedder tropopausen - og rammer en jetstrøm, som er en kraftig vind, der kan transportere partiklerne rigtig langt, siger han.