Ambulancerne har slået sirenen fra

Norditalien er en bristet illusion om et ubekymret liv i det rige Europa

Vi kender det kun fra totalitære regimer: Militæret sættes ind.

En sådan tilstand nåede i denne uge Bergamo i Norditalien. Kolonner af militær-lastbiler rumlede ind i den by, der udgør ground zero for coronasmitten i Europa. Ikke for at sætte en oprørsk befolkning på plads, ikke for at holde orden eller anholde rebeller.

Men for at køre lig bort.

 

Der er langt fra det Norditalien, danskere kender som gylden og okkerfarvet lykke, mindeværdige måltider og vin, og så til billederne fra Oglio Po hospitalet i Cremona. Eller for den sags skyld andre hospitaler i Norditalien.

Her tages beslutninger om liv og død på gangene. Og de udføres i mangel af intensivpladser på stedet. Som borgmesteren i Bergamo siger i et interview med tyske Der Spiegel:

’Jeg hører fra venner i sundhedssektoren, at de føler, at de står i en skyttegrav og arbejder, 24 timer i døgnet, uden søvn – og mange er selv blevet syge.’

På billederne her på siden kan man se, hvordan det tager sig ud, når corona sender et lands hospitalsvæsen i nødretstilstand.

 

Italien oversteg torsdag Kina i antal, som er døde af coronavirus. Fem af dem, der døde netop denne torsdag, var læger. Langt over 40.000 er smittede. Torsdag var der ny rekord: 5.322 nye smittede! Og 427 nye døde. Fredag var der 627 døde.

’Vi lever midt i et mareridt,’ lød det fredag fra lægen Pierluigi Viale, der i dagbladet Information talte om at befinde sig i ’krigens frontlinje midt i den mørkeste nat.’

’Det værste er de valg, som vi nu er tvunget til at træffe. At vi som læger skal vælge mellem liv og død for en patient,’ siger den 64-årige læge, der leder den infektionsmedicinske afdeling på universitetshospitalet Sant’Orsola-Malpighi i Bologna: ’Det føles som et personligt nederlag og som noget, der går direkte imod alle de principper, jeg har stræbt efter i hele min karriere.’

Der vælges efter levedygtighed. Hvilket vil sige alder og andre allerede konstaterede sygdomme. Det er hovedforklaringen på, at 99 procent af Italiens dødsfald på grund af coronavirus har haft andre sygdomme og at gennemsnitsalderen for dødsfald på grund af virussen er 79 år.

 

I Bergamo er ambulancerne nu holdt op med at slå sirenen til. For at undgå at skabe en alt for opgivende stemning i byen, når lyden fra udrykning på udrykning rikochetterer mellem murene om byens mennesketomme pladser. Desuden er der ingen anden trafik at advare.

Alle klynger sig i disse dage til håbet om, at det nationale udgangsforbud vil virke. I så fald skal italienerne helst se kurven for smittede og antal af dødsfald begynde at flade ud om en uges tid.

Onsdag døde 93 mennesker i Bergamo af coronavirus. Der er kun 24 pladser i hospitalets krematorie. Borgmester Giorgio Gori skrev til sine kolleger i de nærliggende byer og hørte om de kunne hjælpe. 18 militærkøretøjer kørte derfor lig ud af byen.

 

De billeder, der i den forløbne uge er strømmet ud fra det europæiske epicenter for covid-19 i Italien, viser ikke alene et samfund, der kæmper desperat for at holde døden fra døren. Billederne blotlægger tillige vores forestilling om en bekvem tilværelse i det rige og velordnede Europa som en illusion. Forestillingen brister, blot en flagermus-suppe indtages i Kina.

Mere skal der ikke til for, at verden, som vi kender den, falder fra hinanden.

Bergamos borgmester bliver af Der Spiegel bedt om et godt råd til borgmestre i Nordeuropa og svarer:

’Sørg for at folk holder op med at mødes og holder afstand fra hinanden. Brug den tid, I stadig har tilbage, fornuftigt.’

Karantæne

Ordet karantæne kommer fra italiensk quarantina (oprindeligt quaranta giorni), der betyder fyrre dage eller det franske quarantaine, der betyder et antal af 40. Begrebet udspringer af det religiøse fastebegreb. I middelalderen blev karantænen i Venedig indført som en beskyttelse mod pesten. Senere undersøgelser har påvist, at der gik ca. 37 dage fra, at man blev smittet med pesten, til døden indtraf.

42 kommentarer
Vis kommentarer