Amnesty-rapport: Hjemvendte syrere forsvinder og voldtages

Ifølge Amnesty er hverken kvinder, piger, mænd eller drenge i sikkerhed, hvis de vender tilbage til Syrien

Hjemvendte syrere forsvinder eller bliver udsat for tilbageholdelser, tortur og voldtægt af de syriske sikkerhedsstyrker.

Det skriver Amnesty International i en ny rapport.

- 66 hjemvendte syrere er blevet underkastet alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.

- De er blevet stoppet af den syriske sikkerhedstjeneste. Og de har været udsat for fængslinger, hvor de er blevet tortureret og mishandlet. Det siger Lisa Blinkenberg, der er seniorrådgiver i menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

I rapporten 'You're going to your death', der udgives tirsdag, beskrives det blandt andet, at fem personer har mistet livet i de syriske sikkerhedsstyrkers varetægt. 17 personer er fortsat forsvundet.

- Det var overraskende for os, at volden er så vilkårlig. Det er alle, der risikerer at blive udsat for de her meget alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, siger Lisa Blinkenberg.

Afkræves løsesum
I rapporten dokumenterer Amnesty International 14 tilfælde af seksuelle overgreb mod hjemvendte syrere. Blandt andet en voldtægt af en femårig pige.

Lisa Blinkenberg fortæller, at syriske sikkerhedsstyrker betragter de hjemsendte som forrædere og terrorister. Desuden afkræver sikkerhedsstyrkerne store løsesummer fra de hjemsendtes familier og pårørende.

En tredjedel af de overgreb, der beskrives i rapporten, har fundet sted i eller omkring Syriens hovedstad, Damaskus.

Tidligere på året vurderede danske myndigheder, at flere områder omkring Damaskus er sikre nok til, at flygtninge kan vende tilbage dertil.

Fordi Danmark ikke samarbejder med Syriens styre under præsident Bashar al-Assad, kan Danmark ikke gennemføre tvangshjemsendelser til Syrien.

Amnesty mener, at omfanget af overgreb er større end de 66 historier, der beskrives i rapporten.

- Amnesty International har i de seneste ti år dokumenteret den udbredte mishandling og tortur i de syriske fængsler, siger Lisa Blinkenberg.

Mænd også udsatte
Hun peger på, at kvinder og piger er lige så udsatte som mænd. Derfor bør Danmark yde beskyttelse til alle syrere, mener hun.

- Vi mener helt klart, at alle syrere i Danmark skal have en værdig beskyttelse, siger hun.

Rapporten er blevet til på baggrund af interview med nogle af de hjemvendte syrere og deres pårørende. Det er sket i perioden fra juli 2020 til juni 2021.

De 66 syrere, der indgår i rapporten, er vendt tilbage til landet mellem midten af 2017 og foråret i 2021.

13 børn i alderen tre uger til 17 år samt 15 kvinder og 38 mænd indgår i rapporten.

Størstedelen af de hjemrejste syrere kom fra Libanon, men der er også personer, der var rejst fra europæiske lande.