Antallet af tilfælde af mæslinger er steget med 79 procent i de første to måneder af 2022 sammenlignet med samme periode i 2021.
Det viser data fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Unicef ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I januar og februar i år er der registreret 17.338 tilfælde af mæslinger på verdensplan. Tallet var 9665 i samme periode sidste år.
Mæslinger er en meget smitsom sygdom, der især kan være farlig for små børn. Sygdommen spreder sig hurtigere end både ebola, influenza og covid-19.
Catherine Russell, generalsekretær i Unicef, siger, at pauser i vaccinationsindsatsen under covid-19 og en tilbagevenden til hverdagen før covid-19 har skabt 'den perfekte storm'.
- Mæslinger er mere end en farlig og potentiel dødelig sygdom. Det er også en tidlig indikation på, at der er huller i vores globale vaccineindsats. Huller, som udsatte børn ikke har råd til, siger hun.
Somalia, Libyen, Yemen, Afghanistan og Elfenbenskysten er de lande, der har haft de største udbrud af mæslinger det seneste år. Der har i alt været 12 udbrud i perioden.
Flere vaccinekampagner er under pandemien blevet afbrudt, og ifølge Unicef er de ikke kommet ordentligt i gang endnu.
I starten af april var 58 kampagner i 43 lande fortsat udskudt. Det påvirker 212 millioner mennesker - størstedelen af dem er børn.
19 af de kampagner er går ud på at få folk vaccineret mod mæslinger. Ifølge Unicef og WHO sætter det 73 millioner børn i risiko for at blive smittet med mæslinger.
Vaccinekampagner for andre sygdomme som polio og tyfus er også blevet afbrudt af coronapandemien. I marts registrerede det østafrikanske land Malawi det første tilfælde af polio i landet i flere årtier.
I Pakistan, som er et af to lande, hvor polio fortsat er sjældent forekommende, er der for første gang blevet registreret et tilfælde af polio denne måned.