Danskerne er vilde med fastrentelån

Andelen af nye lån med fast rente er eksploderet i januar i forhold til 2011. Klog beslutning, siger ekspert.

2012 kommer muligvis til at markere et vendepunkt for danskernes store forkærlighed for variabelt forrentede lån.

En ny opgørelse fra Totalkredit og Spar Nord viser, at andelen af nytegnede fastrentelån i årets første måned er næsten fordoblet sammenlignet med 2011.

48 procent af alle de realkreditlån, som Totalkredit i samarbejde med blandt andre Spar Nord udbetalte i januar, var med fast rente. Til sammenligning valgte kun 28 procent af boligejerne at tegne et fastrentelån hele sidste år.

Totalkredit og Spar Nord mener, at danskerne nu muligvis stå rover for det comeback til de fastforrentede lån, som har været ventet og ønsket i flere år.

- Vi har længe råbt op om, at boligejerne skal benytte sig af de exceptionelt lave renteniveauer og få låst renten fast, men mange har haft svært ved at give slip på de variabelt forrentede lån.

- Nu er der imidlertid tegn på, at flere boligejere tager vores opfordring til sig. Det er en klog disponering, for før eller siden vil renterne uundgåeligt stige, siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm.

Han mener, at det nye fastrentelån på 3,5 procent i rente har en stor del af æren for boligejernes januar-efterspørgsel efter sikkerhed.

- Tilbuddet om en rente på 3,5 procent i 30 år har fået stor opmærksomhed, og det nye lån har muligvis kickstartet en bevægelse i retning af mere sikre boliglån. Det tyder tallene for januar i hvert fald på, konstaterer Martin Lundholm.

Han henviser til, at fastrentelånet på 3,5 procent tegnede sig for omkring en fjerdedel af samtlige Totalkredits lånetilbud i januar.

0 kommentarer
Vis kommentarer