Fogh: Nato bliver i Afghanistan i 2014

Natos generalsekretær fastslår, at Afghanistan-plan holder efter forvirring om amerikansk exit.

Der er ikke ændret noget i planen for tilbagetrækning af de internationale tropper i Afghanistan.

Det understreger Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, forud for møder mellem alliancens forsvarsministre torsdag og fredag i Bruxelles.

Spørgsmålet om de internationale styrkers rolle i krigen blev aktuelt over natten, hvor den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, gav interview med flere medier på sin vej til Nato-mødet.

Her blev der sået tvivl om, hvorvidt amerikanerne ville trække deres kamptropper ud af Afghanistan allerede i 2013 og ikke ved udgangen af 2014, som det ellers er aftalt.

- Vores klare mål er, at de afghanske styrker har ansvaret for sikkerheden i hele landet ved udgangen af 2014. Og vi holder os til det mål, understreger Anders Fogh Rasmussen.

Dermed holder Nato sig stadig til den hidtidige aftale, som blev indgået i Lissabon i november 2010. Amerikanerne vil altså ikke trække sine soldater ud af Afghanistan, men blot overdrage ansvaret til afghanerne.

Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, har annonceret, at Frankrig ønsker at trække sine 3800 soldater ud af Afghanistan allerede i 2013.

Afghanerne har allerede i dag ansvaret for sikkerheden i flere af landets provinser. Efter planen skal de sidste provinser overdrages til afghanerne i midten af 2013, hvorefter de internationale styrker gradvist går fra kamptropper til støttefunktioner.

Den samlede internationale styrke i Afghanistan er i dag på omkring 130.000 tropper. Af dem er 90.000 amerikanere, mens 750 er udsendt fra Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer