Rønn kræver garanti for lovlig kontrol

Regeringen må fremlægge dokumentation for, at grænseaftalen er lovlig, siger Birthe Rønn Hornbech (V)

(Foto: Jens Dresling/POLFOTO)
(Foto: Jens Dresling/POLFOTO)

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skaber nu fornyet tvivl om den danske grænseaftale, der skal til afstemning i denne uge.

Politiken skriver, at hun mener, at Folketinget først er nødt til "at have juraen på det rene":

- Jeg leder stadig efter et notat fra Justitsministeriet, der siger, at aftalen klart er lovlig, siger Birthe Rønn Hornbech til Politiken.

Grænseaftalen har de seneste uger været genstand for en voldsom debat, og både EU-kommissionen og flere af Danmarks nabolande tvivler på, om aftalen er forenelig med Schengen-aftalen og EU-reglerne.

De forbyder systematisk grænsekontrol og sikrer den frie bevægelighed i Europa.

Birthe Rønn Hornbech peger på, at hun som tidligere minister har været vant til at se klare juridiske vurderinger i den slags spørgsmål. Hun efterlyser derfor regeringens juridiske grundlag:

- Der må være et notat, der siger klart, at det holder sig inden for Schengen-aftalen. Det korte af det lange er, at selvfølgelig skal der foreligge et sådant dokument, inden Folketinget træffer beslutning, siger hun til Politiken.

Justitsminister Lars Barfoed (K) ønsker ikke at udtale sig, men henviser i stedet til en notits fra forrige fredag, hvori Justitsministeriet skriver, at aftalen ikke strider mod Schengen-reglerne.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, forsker i EU-ret ved Dansk Institut for Internationale Studier, kan notitsen dog ikke betragtes som en juridisk vurdering:

- Det er i bedste fald et resume af en juridisk analyse. Man ved, hvad det er for regler, man skal forholde sig til, men sammenholder det ikke på nogen måde detaljeret.

- Justitsministeriet hævder blot, at man vil gennemføre det, uden at det vil være i strid med reglerne, siger Thomas Gammeltoft-Hansen til Politiken.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere