Politiet i Bangladesh har anholdt tre mænd, der mistænkes for at planlægge et terrorangreb mod amerikanske mål i landet. Sagen hænger sammen med anholdelserne af de to mænd i Chicago, der mistænkes for ville angribe Morgenavisen Jyllands-Posten.
Vicepolitidirektør Monirul Islam fra det lokale politi oplyser, at anholdelserne skete på baggrund af efterretningsoplysninger i kølvandet på anholdelserne i Chicago af de to mænd - Rane og Headley - der mistænkes for at planlægge et terrorangreb mod Morgenavisen Jyllands-Posten.
Mændene i Bangladesh blev anholdt på en muslimsk skole, en såkaldt madrassa.
- Vi ransagede madrassaen i Chittagong og anholdt tre bangladeshiske mænd sent torsdag aften, siger Monirul Islam til nyhedsbureauet AFP.
- Vi mener, at de har forbindelse til den forbudte islamiske gruppe Harkat-ul Jihad al Islami og ville planlægge et angreb mod amerikanske interesser i Dhaka, tilføjer han.
Fredag meddelte den indiske indenrigsminister, P. Chidambaram, at sagen fra Chicago tilsyneladende også har forbindelse til Pakistan.
- Der er en klar pakistansk forbindelse. Headley besøgte Pakistan flere gange, og jeg tror, at det er på foranledning af FBI, at mindst to personer er blevet anholdt i Pakistan, siger ministeren fredag i Hyderabad ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
I forbindelse med afhøringerne af Headley og Rana i USA er det tidligere kommet frem, at de sættes i forbindelse med planer om at angribe forskellige mål i Indien, herunder det indiske forsvarsakademi i New Delhi.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.