15 kilo amfetamin i jysk narkosag

Tre mænd og en kvinde er sigtet for smugleri og salg af narkotika i stor stil. Midt- og Vestjyllands Politi har fået hjælp af Rejseholdet

Under ransagninger flere steder i landet har politiet fundet cirka 15 kilo amfetamin, 150 kilo hash og mange kontanter. De fire anholdte har for længst overstået deres ungdom - de er i alderen fra 46 til 59 år.

Sagen har været efterforsket i efteråret af Midt- og Vestjyllands Politi, der har samarbejdet med Rigspolitiets Rejsehold om opklaringsarbejdet, oplyser politiinspektør Ole Henriksen.

De fire anholdte sigtes for smugling og salg af narkotika, og sagen har internationale relationer.

Ved ransagningerne fandt betjentene også våben og tyvekoster.

De tre mænd og kvinden fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Herning tirsdag, hvor anklageren vil bede om lukkede døre.

En af de fire er udlænding, og to af de tre danskere har fast bopæl i Danmark, oplyser politiinspektør Ole Henriksen.

Han siger, at der blev ransaget på mere end fem steder, men han vil ikke fortælle, hvor det foregik.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere