Nu bliver Netflix dyrere

Nu kan danskerne se frem til en ekstraregning, hvis de har Netflix

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Næste gang du smækker benene op på sofaen og tænder for Netflix, skal du nyde, at du kun betaler 79 kroner. Fra 1. januar 2015 vil dit Netflix-abonnement nemlig stige til cirka 100 kr.

Årsagen til prisstigningen på streamingtjenesten skyldes, at et bredt flertal i Folketinget nu vil opkræve dansk moms af f.eks. elektroniske bøger, spil, musik og filmtjenester, som købes over nettet - også selvom de købes hos virksomheder som sælger fra udlandet, hvor momsen er lavere. Det skriver Børsen

Liberal Alliance imod
I sidste uge var det første behandling af lovforslaget, som ligger sig op ad EU-lov.

Der var et bredt flertal i Folketinget, som var enige om, at det var en god idé, at opkræve moms, når varer sælges og sendes over nettet.

Den ekstra momsopkrævning vil formentlig løbe op i 75 mio. kr. Kun Liberal Alliance siger nej til at afskaffe skattekonkurrencen mellem EU's medlemslande på dette område.

Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance forstår ikke opbakningen.

- Hvorfor? Bare fordi de europæiske regeringer gerne vil tjene nogle flere penge på deres borgere og ikke kan acceptere, at borgerne på nettet har meget nemt ved at handle der, hvor momsen er lavest, skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

0 kommentarer
Vis kommentarer