Fem-årige Halfdan bager kage til strisserne

Den lille purk, som i sidste uge blev berømt efter at have sendt et gækkebrev til Fyns Politi, skal i dag på besøg hos politiet i Odense

Fem-årige Halfdan Lykke Sørensen viser glad og stolt det svar fra Fyns Politi, som han fik på sit gækkebrev i sidste uge. I dag skal den lille purk, som drømmer om at blive politibetjent, sammen med sin far på besøg på politistationen i Odense. (Foto: Julie Lykke Sørensen)
Fem-årige Halfdan Lykke Sørensen viser glad og stolt det svar fra Fyns Politi, som han fik på sit gækkebrev i sidste uge. I dag skal den lille purk, som drømmer om at blive politibetjent, sammen med sin far på besøg på politistationen i Odense. (Foto: Julie Lykke Sørensen)

Fredag 25. april 2014 er én af de helt store i lille Halfdans liv. Den fem-årige dreng, som i sidste uge blev kendt i næsten alle landets afkroge, skal nemlig på besøg hos Fyns Politi i Odense i eftermiddag.

Med sig har Halfdan en hjemmebagt kage, som han har tilberedt sammen med sin mor, og en helt masse forventninger til, hvor spændende det bliver at sige goddag til de 'rigtige' betjente på politistationen i Odense.

Se også: Derfor elsker vi historien om Halfdans gækkebrev

- Vi siger venligt men bestemt nej til, at Ekstra Bladet eller andre medier kan være med under besøget. Halfdan læser ikke aviser og forstår ikke den virak, der har været om ham og historien. Et stort medieopbud ville virke forstyrrende og tage noget af oplevelsen fra Halfdan, som glæder sig utroligt meget til besøget, siger drengens mor, Julie Lykke Sørensen, til Ekstra Bladet.

Mor og søn har bagt en citronhalvmåne til betjentene, der gjorde sig umage med at besvare Halfdans gækkebrev.

Kun far skal med
Den fynske dreng spankulerer rundt i sin egen politiuniform derhjemme og drømmer om at blive politibetjent, når han bliver stor. Derfor mente han før påske, at Fyns Politi også skulle have et gækkebrev, da han sammen med sine forældre klippede og skrev påskehilsner til sine bedsteforældre.

- Vi havde slet ikke forestillet os, at vi overhovedet ville få et svar, måske højest en lille hilsen med tak for henvendelsen. Men jeg kan da love for, at der var jubel i hjemmet, da vi modtog et brev fra politiet i går, sagde Julie Lykke Sørensen, der selv er journalist, da historien sprang alle popularitetsrammer i sidste uge.

Her er Holger lige blevet fundet af en lokal mand og overdraget til politiet. (Foto: René Schütze) Samfund - 29. mar. 2011 - kl. 16:00 Holger hitter på CNN

Halfdan, der har en tre-årig lillesøster, skal mødes med den politikommissær, Asbjørn Høy Larsen, som modtog og besvarede gækkebrevet.

- Nej, lillesøster og jeg skal ikke med. Det bliver Halfdan og hans far, der deler oplevelsen, siger Julie Lykke Sørensen.

Politiet: Halfdan får et påskeæg
De ansatte hos Fyns Politi glæder sig til besøget fra Halfdan, hvis gækkebrev blev betegnet som et solstrejf i bunken af daglige henvendelser med et ofte kedeligt indhold.

- Det er ikke sådan, at vi står klar med rød løber og modtagelseskomité, men vi har rent lavpraktisk forberedt os lidt på besøget, siger politikommissær Asbjørn Høy Larsen.

Han fortsætter:

- Halfdan får en rundvisning og skal selvfølgelig prøve at sidde i en patruljebil. Han skal også prøve at tage et fingeraftryk, og vi skylder ham jo et påskeæg, fordi vi ikke kunne gætte, hvem han var.

112 - 29. mar. 2011 - kl. 06:59 Holger er den nye Knut

Det sidste stemmer ikke helt overéns med sandheden, idet Halfdans mor skrev afsender på gækkebrevet.

- Jeg er sikker på, Halfdan får en spændende oplevelse, siger Asbjørn Høy Larsen.









1 af 2 Halfdan har med sin mor bagt denne citronhalvmåne til de flinke betjente hos Fyns Politi, som han i dag skal besøge sammen med sin far. Den fem-årige dreng blev kendt i hele landet, da historien om, at han havde sendt et gækkebrev til politiet i sidste uge kom frem. (Privatfoto)
2 af 2 Fem-årige Halfdan Lykke Sørensen viser glad og stolt det svar fra Fyns Politi, som han fik på sit gækkebrev i sidste uge. I dag skal den lille purk, som drømmer om at blive politibetjent, sammen med sin far på besøg på politistationen i Odense. (Foto: Julie Lykke Sørensen)
0 kommentarer
Vis kommentarer