Biden advarer amerikanerne

Det bliver svært for USA at nå vaccinemål inden 4. juli, da vaccineudrulningen går langsommere end tidligere

Biden advarer amerikanerne

Joe Biden krævede i slutningen af maj, at den amerikanske efterretningstjeneste skal lave en rapport, der kortlægger, hvordan corona opstod i første omgang.

Mere end 176 millioner amerikanere har modtaget mindst ét stik med en vaccine mod coronavirus.

I alt er der givet over 316 millioner vacciner, viser tal fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

Men tempoet for vaccineudrulning er begyndt at gå langsommere, samtidig med at Delta-varianten af coronavirus fortsætter med at sprede sig i USA.

Det får USA's præsident, Joe Biden, til at advare om, at antallet af smittede igen kan stige, hvis ikke flere amerikanere smøger ærmerne op.

- Selv mens vi gør utrolige fremskridt, er coronavirus fortsat en alvorlig og dødbringende trussel, siger Joe Biden.

- Tallene er klare. Hvis du ikke er vaccineret, risikerer du at blive alvorligt syg eller dø eller sprede virusset, siger han videre.

På grund af det faldende vaccinetempo ser det ud til, at USA ikke kommer til at nå Bidens mål om, at 70 procent af alle voksne amerikanere skal være vaccineret inden den 4. juli, der er landets uafhængighedsdag.

Ifølge tal fra CDC har 65 procent af den voksne befolkning indtil videre modtaget mindst et stik, mens omkring 147,8 millioner amerikanere eller 42,6 procent er fuldt vaccineret. Der bor omkring 333 millioner i USA.

Kun 15 af de 50 delstater har nået Bidens vaccinemål ifølge CDC.

CDC's direktør, Rochelle Walensky, sagde tidligere fredag, at hun forventer, at Delta-varianten bliver den mest dominerende variant i USA.

Også disse bekymringer italesætter Biden på sit pressemøde fredag eftermiddag lokal tid.

- Det er en variant, der er mere smitsom, potentielt mere dødelig og særligt farlig for unge mennesker, siger han og fortsætter:

- Den gode nyhed er, at vi har en løsning. Den bedste måde at beskytte sig på mod disse varianter er at blive fuldt vaccineret.

USA rundede i denne uge mere end 600.000 coronarelaterede dødsfald, mens over 33 millioner er blevet testet positive for covid-19 siden pandemiens begyndelse.