Borgerforslag: Beslaglæg IKKE vanvidsbiler

René Ellegaard Poulsen mener, at det strider mod grundloven, at politiet kan konfiskere biler, der er blevet brugt til vanvidskørsel

Hør Renés mening her.

Det er ikke mange måneder siden, et borgerforslag om strengere straffe til vanvidsbillister fik knap 60.000 underskrifter. Det skete i kølvandet på tre tragiske ulykker, hvor en femårig pige, en politimand og tre familiemedlemmer mistede livet til vanvidsbilister.

Nu er der så kommet skrappere midler i brug.

Siden 31. marts har det været muligt for politiet at konfiskere køretøjer, som bliver brugt til vanvidskørsel.

Det gælder både, hvis køretøjet er leaset, lånt eller eget.

Imod grundloven
Lidt uden for Kolding bor René Ellegaard Poulsen. Siden han var helt ung knægt, har den 43-årige ingeniør interesseret sig for biler, fart og spænding.

Dog har det aldrig været på ulovlig vis.

- Jeg har kørt rally og dragracing. Jeg har i mange år kæmpet for at give fart-elskere som mig selv mulighed for at køre under lovlige og sikre forhold. Det er bare rigtig svært her i Danmark, fordi denne del af motorsportskulturen ses som en hadet gruppe af mennesker.

Her hentyder René Poulsen til de ulovlige gaderæs, som hedder Striben.

Siden 31. marts har det været muligt for politiet at konfiskere køretøj, som bliver brugt til vanvidskørsel. I sidste ende skal sagen dog en tur i retten, før det bliver bestemt, om politiet må beholde bilen for altid. Foto: Ernst van Norde
Siden 31. marts har det været muligt for politiet at konfiskere køretøj, som bliver brugt til vanvidskørsel. I sidste ende skal sagen dog en tur i retten, før det bliver bestemt, om politiet må beholde bilen for altid. Foto: Ernst van Norde

Siden april har politiet kunnet konfiskere køretøjer, som kørte, hvad politiet definerer som vanvidskørsel. Og det har fået René Poulsen til at stifte et borgerforslag, som skal afskaffe netop samme lov. Knap 9000 har indtil nu støttet forslaget. Hvis 50.000 borgere med stemmeret støtter et forslag, kan det blive behandlet og stemt om i Folketinget.

Vanvidsbilisme

Definition af vanvidsbilisme
- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.).

- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.).

- Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1).

- Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10).

- Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen.

- Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller der over.

- Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Kilde: Transportministeriet

- Ifølge grundloven er ejendomsretten ukrænkelig. Og ejendomsretten skal ses i bred forstand. Derudover skal alle ifølge grundloven straffes ens. Hvordan kan det være muligt, hvis to personer med samme indkomst kører i to meget forskellige biler rent prismæssigt?

- Og sidst, men ikke mindst, skal man kunne opretholde en vis økonomisk eksistens efterfølgende.

Flere biler er allerede blevet taget af politiet, som ser posititv på de nye muligheder for at fjerne bilerne fra vejen. Foto: Ernst van Norde
Flere biler er allerede blevet taget af politiet, som ser posititv på de nye muligheder for at fjerne bilerne fra vejen. Foto: Ernst van Norde

Tyveri fra staten
René Poulsen selv har aldrig været dømt for vanvidskørsel eller for den sags skyld mistet sit kørekort. For ham handler det mere om måden, hvorpå man straffer folk i Danmark.

- I Danmark har vi et retssystem, som primært arbejder med bødestraf og fængselsstraf. Selvom man slår ihjel i Danmark, bliver man ikke selv dømt til døden, og selvom man begår tyveri, får man ikke fingre klippet af, siger den tidligere rallykører.

- Men synes du så, at det er i orden, at den spritbilist, som bliver taget gang på gang, bare kan sætte sig ind i bilen igen og køre videre dagen efter?

- Nej absolut ikke, men det kan han eller hun heller ikke, hvis de sidder i fængsel. Jeg går generelt ind for hårdere straffe, men at konfiskere bilerne ser jeg som tyveri fra staten.

- Men kan du ikke se fordelen ved, at bilerne bliver taget fra vejene, og det måske kan få folk til at tænkte sig om en ekstra gang?

- Ifølge statistikkerne sker de fleste ulykker i myldretiden. Skal bilen også konfiskeres, hvis man sidder med telefonen?

- Synes du ikke, at det er betryggende at fjerne de biler fra vejene, som bliver ført af vanvidsbilister - her tænker jeg på de pårørende, som har mistet deres kære.

- Nej, for det er ikke bilen, der er ulovlig. Det er personen inde i køretøjet, der udfører en ulovlig handling. Du kan jo risikere, at det slet ikke er dig, som kører bilen. Men jo, personerne inde i skal fjernes fra vejene, indtil de har bevist, at de kan føre et køretøj på sikker vis uden narkotika eller alkohol i blodet.

Forleden viste en opgørelse fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter over de første 30 beslaglagte biler, at det kun i ti tilfælde var ejeren selv, der havde siddet bag rattet.

- Sidste spørgsmål - på borgerforslaget har du anvist en mail, som hedder BMWtuneren. Er det ikke dig, som har for meget fart i blodet?

- Min mail stammer tilbage fra min tid som rallykører i omkring år 2000, og da jeg skruede i rallybiler. Her foreslog mine venner at oprette denne mail. Jeg vil ikke mene, at man kan have for meget fart i blodet, men jeg vil mene, at man kan have for få lovlige, attraktive, sikre og let tilgængelige muligheder for at udleve denne interesse for fart.

.

René Poulsen går ind for strengere straffe til vanvidsbilister, men han mener, at det er en urimelig straf at få taget bilen. Foto: Ernst van Norde
René Poulsen går ind for strengere straffe til vanvidsbilister, men han mener, at det er en urimelig straf at få taget bilen. Foto: Ernst van Norde

Politiet: Glade for at vi kan tage bilen


Hos politiet ser de anderledes positivt på den nye mulighed.

- Det er ingen hemmelighed, at vi er godt trætte af vanvidsbilister. At man sætter andres liv på spil er dybt uacceptabelt”, udtaler vicepolitiinspektør og leder af Færdsel i Fyns Politi, Sten Sørensen

For dem er det en mulighed, som ikke bare fjerner bilerne fra vejen, men går et lag dybere.

”Vi er selvfølgelige glade for, at vi kan tage bilen, så den ikke kan blive brugt igen, men vi håber også, at det her kan have en forebyggende effekt, fordi bilejeren måske tænker sig om en ekstra gang, før vedkommende låner sin bil ud til en, der har en lidt for tung speeder-fod. 

- Det bedste for alle vil jo helt klart være, at vi helt kan undgå, at den her type kriminalitet finder sted, siger Sten Sørensen.