Boris Johnson med nyt om genåbning

Folk må lære af leve med virusset, siger den britiske premierminister Johnson forud for genåbning 19. juli

På et pressemøde mandag vil den britiske premierminister, Boris Johnson, komme med en opdatering om den planlagte genåbning 19. juli, hvor de fleste coronarestriktioner ventes at bliver ophævet. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
På et pressemøde mandag vil den britiske premierminister, Boris Johnson, komme med en opdatering om den planlagte genåbning 19. juli, hvor de fleste coronarestriktioner ventes at bliver ophævet. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil mandag på et pressemøde i London informere yderligere om den planlagte genåbning af det engelske samfund fra 19. juli.

Fra den dato ventes næsten alle de restriktioner, der er indført for at bekæmpe smittespredning fra coronavirusset, at blive ophævet.

- I dag vil vi redegøre for, hvordan vi kan genoprette folks frihed, siger Johnson i en meddelelse, der er udsendt søndag forud for mandagens pressemøde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Genåbningen var egentlig planlagt til 21. juni. Men på grund af den særlig smitsomme Delta-variant valgte Johnson at udskyde den i fire uger.

Varianten, der først blev identificeret i Indien, er skyld i næsten alle nye smittetilfælde i England.

Den britiske regering besluttede derfor at give sundhedsvæsnet nogle uger mere til at få vaccineret flere. Frem til 19. juli bør det være muligt at 'opbygge en betragtelig mur af immunitet', sagde Johnson i forbindelse med udskydelsen.

I søndagens pressemeddelelse understreger han, at pandemien endnu ikke er forbi, samt at antallet af smittetilfælde vil fortsætte med at stige de kommende uger.

- Når vi begynder at lære at leve med dette virus, skal vi alle fortsætte med nøje at styre risiciene ved corona og udøve dømmekraft i dagligdagen, siger Johnson.

Efter Rusland har Storbritannien det højeste antal coronarelaterede dødsfald i Europa med over 128.000.

Men Storbritannien var også blandt de lande, som hurtigst kom i gang med at vaccinere befolkningen. Omkring 64 procent af den voksne befolkning er færdigvaccineret ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den nuværende nedlukning forbyder blandt andet natklubber at åbne og store begivenheder som eksempelvis fodboldlandskampe må ikke afvikles med fuld tilskuerkapacitet.

Der er også regler om at bære mundbind på offentlige steder, men det bliver ifølge udtalelser fra regeringen efter alt at dømme gjort valgfrit fra 19. juli.

Den britiske lægeforening opfordrede i weekenden regeringen til at fastholde visse restriktioner, på grund af en 'foruroligende' stigning i antal smittetilfælde, som aktuelt er på næsten 30.000 om dagen, skriver AFP.