Briterne registrerer nul coronadøde for første gang i et år

Storbritannien har været hårdt plaget af coronavirus, men nåede tirsdag en milepæl

Fodgængere, hvoraf nogle bærer mundbind, i Hounslow i det vestlige London. Storbritannien har været hårdt plaget af coronavirus, men nåede tirsdag en milepæl. Briterne registrerer ingen coronadøde for første gang i et år.
 Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Fodgængere, hvoraf nogle bærer mundbind, i Hounslow i det vestlige London. Storbritannien har været hårdt plaget af coronavirus, men nåede tirsdag en milepæl. Briterne registrerer ingen coronadøde for første gang i et år. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Storbritannien har tirsdag ikke registreret nye dødsfald med coronavirus for første gang siden marts sidste år. Det rapporterer BBC.

De seneste tal viser, at der er registreret yderligere 3165 nye smittetilfælde. Tallet var mandag på 3383 og på 2493 for en uge siden.

Rapporter om daglige dødstal er ofte lavere i weekender og i begyndelsen af en uge. Dødsfald tirsdag vil første blive registreret i opgørelser onsdag eller torsdag.

Der er blevet fremsat advarsler mod nye lempelser af coronarestriktioner på grund af bekymring over den indiske variant, som har skabt frygt for en tredje bølge i Storbritannien.

Det daglige dødstal, antallet af daglige indlæggelser med covid-19 og nye registrerede smittetilfælde har været faldende siden januar.

Det er sket på baggrund af det stigende antal mennesker, der er blevet vaccineret en eller to gange

Over en tredjedel af den voksne befolkning i Storbritannien er blevet færdigvaccineret.

De seneste tal viser, at 25.734.719 briter er vaccineret to gange, mens 39.477.158 - omkring 74,9 procent af den voksne befolkning - er vaccineret en gang.

Storbritannien har generelt været hårdt ramt af coronavirusudbruddet, og landets konservative regering under premierminister Boris Johns blev i de første måneder af 2020 beskyldt for at have undervurderet faren ved covid-19.

Landet har registreret 128.045 coronarelaterede dødsfald, viser de seneste tal fra Johns Hopkins University. Det er det højeste antal døde i Europa.

Resultatet af en varslet undersøgelse af regeringens reaktioner og prioriteter under krisen ventes at få afgørende betydning for Boris Johnsons politiske eftermæle.

Det vil - afhængigt af tidspunktet for en endelig konklusion - også kunne påvirke det næste britiske valg.