Danske soldater skal marchere i kæmpe militærparade

Besætningsmedlemmer fra dansk krigsskib og værnepligtige fra Livgarden deltager ved Bastilledags-paraden i Paris

De danske soldater har skullet stå tidligt op i forbindelse med træningen til Bastille-dags paraden. På grund af trafikken har prøverne foregået ved 05-tiden om morgenen på selve Champs Elysees. Foto: Michael Landmark
De danske soldater har skullet stå tidligt op i forbindelse med træningen til Bastille-dags paraden. På grund af trafikken har prøverne foregået ved 05-tiden om morgenen på selve Champs Elysees. Foto: Michael Landmark

Danske soldater er langtfra ubekendt med opgaver og operationer i udlandet - men derfor venter der sig alligevel en ganske særlig oplevelse for en lille gruppe danske krigere, når de i morgen søndag skal deltage i en af verdens største årligt tilbagevendende militærparader.

Fem besætningsmedlemmer fra fregatten Niels Juel skal sammen med syv soldater fra Livgarden repræsentere Danmark ved 14. juli-paraden på Champs Elysees i Paris i forbindelse med den franske nationaldag - Bastilledagen.

- Det bliver både en kæmpe fornøjelse og en stor ære at deltage, fortæller Michael Landmark, kommandørkaptajn og chef for den lille gruppe danskere.

Sejlede i fransk flådestyrke
Det er ganske sjældent, hvis det da ikke er første gang, at danske soldater deltager i selve paraden.

Sådan har det set ud, når de danske soldater har deltaget i træningen op til paraden. Foto: Michael Landmark
Sådan har det set ud, når de danske soldater har deltaget i træningen op til paraden. Foto: Michael Landmark

Grunden til at danskerne er blevet inviteret med, skyldes at krigsskibet Niels Juel tidligere på året var del af en fransk-ledet flådestyrke, centreret omkring det atomdrevne hangarskib Charles de Gaulle.

I godt to måneder indgik det danske skib i hangarskibsgruppen, der opererede i det østlige Middelhav og det Indiske Ocean.

Her var Michael Landmark chef for Niels Juel.

- Temaet ved årets Bastilledags-parade er europæisk forsvarssamarbejde, og vi er blandt en gruppe udenlandske soldater, der sammen skal marchere ved paraden, fortæller Michael Landmark.

Værnepligtige marcherer med
Livgardens folk udgøres af fem værnepligtige, en sergent og en officer fra vagtkompagniet, mens de fem flådefolk er tre konstabler og to officerer fra Niels Juel-besætningen.

Den danske fregat, Niels Juel, bagerst til højre med hangarskibet Charles de Gaulle forrest under sejlads i det Røde Hav. Foto: US Navy
Den danske fregat, Niels Juel, bagerst til højre med hangarskibet Charles de Gaulle forrest under sejlads i det Røde Hav. Foto: US Navy

- Vi ankom i mandags og har trænet siden, fortæller Michael Landmark.

Træningen er foregået dels på en base ved Versailles udenfor Paris, dels på selve Champs Elyses ganske tidligt ved 05-tiden om morgenen på grund af trafikken.

- Effektivt er der blevet marcheret tre timer om dagen. Vi er soldater fra fem nationer, der har skullet finde fælles fodslag, fortæller Michael Langmark, der tilføjer, at man følger den franske march-kadence, der er lidt hurtigere end den danske.

Grundigt overvåget
Undervejs har franskmændene holdt grundigt øje med træningen, så alt kommer til at forløbe perfekt.

- Vi er blevet filmet fra alle mulige vinkler og med droner, så det hele svinger synkront og bevæger sig identisk. Der har været franske generaler ude og holde øje med os, fortæller Michael Landmark.

- Nu bliver det spændene at se, hvordan det kommer til at forløbe i morgen, tilføjer han.

Ud over de danske soldater er også forsvarsminister Trine Bramsen (S) inviteret til Paris for at overvære paraden.

Imponerende ser det ud, når Frankrig fejrer nationaldag med en kæmpe militærparade. Foto: Gonzalo Fuentes
Imponerende ser det ud, når Frankrig fejrer nationaldag med en kæmpe militærparade. Foto: Gonzalo Fuentes

Kort om paraden

Militærparaden holdes 14. juli i forbindelse med fejring af den franske nationaldag, der kaldes Bastilledag efter stormen på Bastillen under den franske revolution i 1789.

Paraden inkluderer over 4000 soldater til fods og flere hundrede soldater til hest.

Dertil kommer flere hundrede køretøjer og knap hundrede fly og helikoptere.

 

61 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere