De nye bolighajer: Pensionskasser sender huslejen på himmelflugt

Køber udlejningsejendomme for milliarder med det ene formål at banke huslejen i vejret

Pensionskasserne spinder guld på at modernisere lejligheder ved fraflytning og hæve huslejen til typisk det dobbelte. Foto: Colourbox
Pensionskasserne spinder guld på at modernisere lejligheder ved fraflytning og hæve huslejen til typisk det dobbelte. Foto: Colourbox

Danske pensionskasser og pensionsselskaber som PFA, juristerne, økonomerne og ingeniørerne har kastet sig over en ny guldgrube, der hensynsløst er med til at sende prisen for at leje på himmelflugt.

Fidusen går ud at udnytte en regel om, at huslejen kan bankes i vejret til både det dobbelte og det tredobbelte, hvis de giver lejligheden en make-over for et vist beløb ved fraflytning, en såkaldt paragraf 5,2 modernisering.

- Der kan i praksis stadig være enkeltglas i vinduerne, og opgangen kan ligne lort, men har de brugt det krævede beløb, så er lejligheden per definition gennemrenoveret. Og så kan de hæve huslejen markant, siger Claus Højte, direktør i Lejernes LO i Hovedstaden.

Køber op for milliarder
Alene de sidste par uger er det kommet frem, at bare tre pensionskasser, PFA, JØP og DIP, har købt ejendomme for over to en halv milliard kroner alene med formål at malke lejerne til det yderste.

- Vi lavede en undersøgelse for nylig, der viste, at omkring halvdelen af alle lejligheder bliver moderniseret efter de her regler ved fraflytning. Men hvis vi alene ser på dem, der er ejet af pensionskasser, så er tallet endnu højere, siger Claus Højte.

I halvdelen af de ejendomme, der ejes af pensionskasser, viser undersøgelsen således, at lejlighederne bliver moderniseret ’hver gang eller næsten hver gang’ efter boligreguleringslovens paragraf 5,2, der giver tilladelse til de markante lejeforhøjelser.

Masser af penge
Og der er gode penge i fidusen.

Tager man en lejlighed på 90 m2 i København til en oprindelig månedlig leje på 4.125 kr., ville den efter de ’gamle regler’ stige til 5.925 kr. om måneden, hvis den bliver moderniseret for 300.000 kr.

Men sker det ved fraflytning efter paragraf 5,2, så kan udlejer kræve omkring 10.500 kr. om måneden. Altså en stigning på over 150 pct. i forhold til den oprindelig leje.

– Det er den mulighed, som pensionskasserne udnytter. Som investering svarer det til et årlig afkast på ikke mindre end 25,5 pct., siger Claus Højte.

Social udskillelse
Han frygter, at pensionskassernes politik vil føre til en social udskillelse i København.

- Vi ser, at flere og flere klumper sig sammen i små lejligheder. Det er ikke længere kun unge, der deler en lejlighed. Det er også folk med job, som ikke lige har 10.000 kr. i husleje hver måned, siger Claus Højte.

Den bekymring deles af Curt Liliegreen, leder af Boligøkonomisk Videncenter.

– De seneste officielle tal viser, at huslejen i gennemsnit stiger med 70 pct. efter de her istandsættelser. Problemer er jo bare, at det er der mange mennesker, som ikke har råd til.

Han understreger, at der i en by som København også er brug for små og billige lejligheder.

– Det er jo dem, der forsvinder med disse 5,2 moderniseringer.

Afkast, afkast, afkast
Det lykkedes ikke Ekstra Bladet at få en kommentar fra hverken JØP eller DIP i går. Men på JØPs generalforsamling allerede i 2012 lagde direktør Torben Visholm ikke skjul på, at moderniseringerne handler om afkast.

– Det skyldes, at vi ønsker at få det bedst mulige afkast af vores investeringer. Jeg kan sige, at vi typisk p.t. kun moderniserer og gennemfører moderniseringer, hvis vi får et afkast omkring 8 pct. minimum. Det kan godt ligge højere, omkring 10 pct. Og der er jo et stykke derfra og ned til de obligationsrenter, vi kan få i øjeblikket på 2-3 pct.

36 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere