En video fra en ukrainsk ø går disse timer verden rundt.
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, oplyste torsdag aften, at øen Zmiinyi også kendt som Slangeøen er blevet erobret af russiske styrker.
Ifølge præsidenten er alle 13 ukrainske soldater på øen, der ligger i Sortehavet, omkommet.
Skrid af helvedes til
Men det er det er en af de ukrainske soldaters sidste ord til et russisk krigsskib, der fredag trækker overskrifter.
Ifølge nyhedsbureauet dpa blev de ukrainske soldater dræbt, da et russisk krigsskib torsdag aften bombarderede øen. Det skete, efter at den var blevet omringet tidligere på dagen.
På sociale medier er der ifølge CNN og The Guardian dukket et lydklip op, der tilsyneladende gengiver kommunikation mellem de ukrainske soldater på øen og en officer i den russiske flåde i de skæbnesvangre minutter inden bombardementet.
I lydklippet kan man angiveligt høre den russiske officer sige:
- Dette er et russisk krigsskib. Jeg foreslår, at I nedlægger jeres våben og overgiver jer for at undgå blodsudgydelser og unødvendige ofre. I modsat fald bliver I bombarderet.
Efterfølgende kan man i klippet angiveligt høre en ukrainsk soldat svare:
- Gå ad helvede til, russiske krigsskib!
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hyldes som helte
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, har i en tale lovet, at de dræbte soldater alle vil blive tildelt tapperhedsmedaljer.
- På vores ø Zmiinyi, som de forsvarede til det sidste, døde alle grænsevagter en heltemodig død. De gav ikke op. De vil alle blive dekoreret som Ukraines Helte, siger præsidenten.
Ifølge Oleksander Stjerba, der var Ukraines ambassadør i Østrig fra 2014 til 2021, er der meldinger om, at 11 af de 13 ukrainske soldater på øen var kvinder.
De skulle have mistet livet, da et russisk missil ramte deres barakker.
Zmiinyi ligger syd for havnebyen Odessa, der ligger i det sydlige Ukraine.
Det er en af de få øer, som hører ind under Ukraine. Den er strategisk vigtig i forhold til at sikre sig retten til at udvinde ressourcer i Sortehavet.
Rusernes forsvarsministerium siger til gengæld, at 82 ukrainske soldater på øen havde overgivet sig frivilligt. Ministeriet nævner intet om et bombardement eller om dræbte og sårede.