Efter tsunami: Mand flød rundt på havet i 27 timer

Mand malede sit hus, da tsunami rev ham ud på havet. Her overlevede han 27 timer med en træstamme under armen

En spektakulær historie er kommet frem, efter at en tsunami lørdag ramte østaten Tonga i Stillehavet.

En tongansk mand svømmede og flød rundt på havet i 27 timer, før han kom i land i live ved hovedøen Tongatapu.

Det fortæller den 57-årige mand, der blev skyllet ud på havet, da tsunamien ramte, i et interview med en lokal radiostation.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og den britiske avis The Guardian.

Manden, Lisala Foau, fortæller, at han var i gang med at male sit hjem på den lille isolerede ø Atata med cirka 60 indbyggere, da advarslen om en tsunami kom.

Han stod imod de første store bølger og kravlede op i et træ. Da bølgerne aftog, kravlede han ned igen, men så ramte en endnu større bølge, så han sammen med sin niece blev revet ud på havet.

Indledningsvis råbte de efter hinanden, men efter lidt tid kunne han ikke høre hende længere.

Han svømmede og flød rundt, indtil han stødte på en træstamme, han kunne holde fast i.

- Jeg flød bare og røg rundt mellem de store bølger, der bare blev ved med at komme, siger han til radiostationen ifølge Reuters.

Folua siger, at han fortsatte med at flyde og langsomt lykkedes med at bevæge sig 7,5 kilometer mod hovedøen Tongatapu. Den nåede han, 27 timer efter at han var røget ud på havet.

Det står ikke klart, hvad der er sket med hans niece. Ej heller hans søn, som ifølge Folua også blev revet ud på havet af bølgerne.

For at gøre historien om Foluas overlevelse endnu mere spektakulær fortæller han, at han har et handicap, der gør, at han går rigtigt dårligt.

Tsunamien var forårsaget af et større vulkanudbrud nær Tonga, som har 105.000 indbyggere. Mindst tre personer er bekræftet omkommet i forbindelse med tsunamien.

Torsdag er et militærfly med nødhjælp ankommet til Tonga.

Flere lokalsamfund blev ødelagt, og forsyningen af rent drikkevand er mangelfuld som følge af hændelsen.

Flyet fra New Zealand er det første, der lander i øgruppens internationale lufthavn efter vulkanudbruddet.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+