Eksperter har fjernet gammel bombe fra fodboldbane i Flensborg

16.500 mennesker var evakueret i Flensborg, mens bomberyddere uskadeliggjorde bombe fra krigens tid

Franziskus-hospitalet i Flensborg ligger i det evakuerede område. Det betyder, at en del af patienterne er blevet flyttet. Foto: Christian Charisius/Ritzau Scanpix
Franziskus-hospitalet i Flensborg ligger i det evakuerede område. Det betyder, at en del af patienterne er blevet flyttet. Foto: Christian Charisius/Ritzau Scanpix

16.500 mennesker i Flensborg kan sent lørdag eftermiddag vende tilbage til deres boliger, efter at en bombe fra Anden Verdenskrig er blevet desarmeret af specialister.

Det skriver NDR.de. Flensborg by oplyser i en pressemeddelelse, at desarmeringen var succesfuldt overstået omkring klokken 15.45.

Flensborg-borgmester Simone Lange erklærer sig lettet over, at det er gået godt.

- Evakueringen af så stort et område med så mange indbyggere er en stor udfordring, siger hun i meddelelsen og takker både redningsfolk og borgerne i byen.

Bomben er ifølge tag 24 en 'fliegerbombe', altså en bombe, der er kastet fra et fly.

Den blev fundet ved en fodboldbane.

De 16.500 indbyggere skulle være mindst en kilometer fra bomben, mens den blev desarmeret.

Ifølge NDR.de var det en af de største evakueringer i landet. Flensborg by oplyser, at i alt 534 redningsfolk var involveret i aktionen i løbet af dagen.

Evakueringen lørdag formiddag foregik mellem klokken 09.30 og 11.30.

Ifølge tag 24 ligger der et hospital i det evakuerede område.

Hospitalet oplyste tidligere lørdag, at det derfor var nødt til at flytte nogle patienter. Det gjaldt dem, der lå i bygninger ud til fodboldbanen.

NDR skriver, at bomben blev fundet i det tidlige forår under noget byggearbejde ved fodboldbanen.

Den blev fundet flere meter nede i jorden.

Ifølge DR er der tale om en bombe på 250 kilo, der er blevet kastet af en amerikansk bombemaskine.