EMA ser intet behov for et tredje vaccinestik i øjeblikket

Mens vaccineproducent vil søge om godkendelse til tre stik mod coronavirus, vil europæisk agentur se tiden an

Medicinalselskabet Pfizer vil søge om godkendelse til tre stik mod coronavirus i USA. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mener stadig, at det er for tidligt at vurdere behov for tredje stik. Foto: Eduardo Parra/Ritzau Scanpix
Medicinalselskabet Pfizer vil søge om godkendelse til tre stik mod coronavirus i USA. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mener stadig, at det er for tidligt at vurdere behov for tredje stik. Foto: Eduardo Parra/Ritzau Scanpix

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ser i øjeblikket ingen grund til at give en tredje dosis med en vaccine mod coronavirus.

Det oplyser agenturet fredag.

Meldingen kommer, efter at medicinalselskabet Pfizer har meldt om 'opløftende data' fra et igangværende forsøg med et tredje stik med en coronavaccine

De foreløbige resultater fra forsøget antyder, at det kan være nødvendigt med et tredje stik efter mellem 6 og 12 måneder.

Vaccineproducenten planlægger inden for en måned at søge om godkendelse i USA til et tredje stik.

EMA mener imidlertid, at der indtil videre ikke er indsamlet tilstrækkeligt nok data om beskyttelsesperioden fra forsøg og vaccineudrulningen. Derfor ser det ingen grund til at anbefale det.

EMA oplyser, at det hurtigt vil analysere data, når det er tilgængeligt. Agenturet tilføjer, at det er i kontakt med producenterne om en tredje dosis for at kunne tage en eventuel beslutning hurtigst muligt.

Kort efter Pfizer og BioNTechs melding oplyste USA's lægemiddelstyrelse (FDA) og USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), at amerikanere ikke har brug for et tredje stik lige nu.

Men de to agenturer er klar til at give et tredje stik, 'hvis og når forskning påviser, at det er nødvendigt', meddelte de i en fælles udtalelse.

På et tidspunkt i løbet af sommeren vil EMA få færdige studier omhandlende personer, som har modtaget et tredje stik udover de to anbefalede.

I tilfælde med Johnson & Johnson-vaccinen vil det være personer, som har fået et andet stik, da man normalt kun får et stik med den vaccine.

Studierne skal vise, hvad et ekstra stik betyder for personernes immunrespons, og om der er bivirkninger eller andre sikkerhedsaspekter, der skal tages i betragtning.