EMA siger god for booster-stik med Pfizer

Lægemiddelagentur anbefaler et tredje stik til folk med nedsat immunsystem. Det kan overvejes til alle voksne

Coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech kan overvejes som et såkaldt boosterstik til folk over 18 år, meddeler Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mandag. (Arkivfoto) Foto: Pavel Golovkin/Ritzau Scanpix
Coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech kan overvejes som et såkaldt boosterstik til folk over 18 år, meddeler Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mandag. (Arkivfoto) Foto: Pavel Golovkin/Ritzau Scanpix

Mennesker med markant nedsat immunsystem bør få en tredje coronavaccination - et såkaldt booster-stik - med vaccinen fra Pfizer/BioNTech eller Moderna.

Det anbefaler Den Europæiske Lægemiddelstyrelse, EMA, mandag.

Det skal i så fald ske mindst 28 dage efter, at de pågældende har fået anden dosis.

EMA mener desuden, at man bør overveje at give en tredje dosis af Pfizer/BioNTech-vaccinen til personer over 18 år med normalt immunforsvar mindst et halvt år efter anden dosis.

Det skriver agenturet i en pressemeddelelse.

I samme ombæring understreger EMA, at det er vigtigt at skelne mellem at give en ekstra dosis til personer med svækket immunforsvar og til andre, der har et normalt immunforsvar.

Undersøgelser blandt patienter, der har fået foretaget en organtransplantation, har vist, at et ekstra skud med en af de to vacciner øger kroppens mulighed for at producere antistoffer mod coronavirus.

Det er ikke bevist, at kroppens forbedrede evne til at producere antistoffer hos nogle af de mest sårbare patienter beskytter mod at få sygdommen.

Men det er ventet, at den ekstra dosis vil øge beskyttelsen hos i hvert fald nogle af dem, skriver EMA.

For voksne mellem 18 og 55 år med et mere robust immunforsvar har data vist, at niveauet af antistoffer stiger, efter man har fået et tredje stik med Pfizer/BioNTech-vaccinen omkring et halvt år efter anden dosis.

EMA tilføjer, at der ikke er set alvorlige bivirkninger såsom inflammatorisk hjertesygdom eller andre meget sjældne bivirkninger efter et booster-stik. Men det bliver fulgt nøje, skriver EMA.

Det er op til de enkelte lande, om de vil tilbyde et tredje stik.

I august sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han forventer, at alle får tilbudt et tredje vaccinestik mod covid-19 på et tidspunkt.

Bliv opdateret på de danske smitte- og vaccinetal.

Få overblik over dagens corona- og vaccinetal her.