En ældre person er død af coronavirus i Sverige

Region Stockholm bekræfter Skandinaviens første dødsfald på grund af coronavirus

Coronavirussen er nu nået det stadie, hvor det er en pandemi, meddelte WHO på et pressemøde onsdag. Video: AP/WHO

En ældre patient er onsdag død som følge af smitte med coronavirus i Sverige, oplyser Region Stockholm.

Det er første dødsfald som følge af virusset i Skandinavien.

Yderligere en person er indlagt på intensivafdeling i Stockholm, meddeler Region Stockholm i en pressemeddelelse.

- Vi ved fra internationale erfaringer, at det er ældre og især ældre med andre underliggende sygdomme, som får de mest alvorlige konsekvenser af Covid-19, siger Per Follin, der er læge med speciale i smitsomme sygdomme, i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at det er vigtigt, at syge mennesker bliver hjemme, uanset om de har fået stillet en diagnose eller ej.

Det er også vigtigt for at undgå smittespredning, at man ikke tager på skadestuen eller til lægen, men i stedet ringer for at få hjælp.

Region Stockholm vil ikke oplyse yderligere om den afdøde patient.

Over 480 personer er konstateret smittet med coronavirus i Sverige.

Onsdag bekræftede myndighederne 120 nye tilfælde af smitte. De fleste af dem er i Skåne, Västra Götaland og Stockholm.

Den svenske regering har planlagt et pressemøde onsdag klokken 20.15 for at informere om coronavirusset og de tiltag, der er planer om fra myndighedernes side.

29 kommentarer
Vis kommentarer