Discovery køber SBS Nordic

Aftalen er i hus - Discovery køber SBS Nordic for 1,325 mia. euro. af ProSiebenSat.1. Samtidig har selskabet købt 20 pct. af Eurosport.

Discovery Communications står til at udvide de nordiske tv-aktiviter betydeligt i det nye år.

Selskabet har netop offentliggjort en aftale med tyske ProSiebenSat.1 Group om at købe SBS Nordic til en samlet pris på 1.700 mio. dollars - 1,325 mia. euro.

Det er tæt på den pris på 1,4 mia. euro, som ProSiebenSat.1 skulle have sat på priskiltet for aktiviteterne.

Kanal 4 og 5

SBS Nordic driver 12 tv- og 19 radio-kanaler i Norge, Sverige, Danmark og Finland. Herhjemme tæller tv-kanalerne Kanal 4, Kanal 5, 6'eren og fra første januar 7'eren. Blandt radioaktiviteterne er The Voice, Nova FM, 100FM og PopFM - sidstnævnte drives i samarbegde med Berlingske Media.

Købet skal godkendes af myndighederne og forventes at lukke i begyndelsen af 2013, skriver Discovery Communications. 

"SBS Nordic har en fuldt distribueret portefølje af tv-netværk med tosidet indtægtsmodel og med et fantastisk ledelsesteam, som vil udvide Discoverys aftryk i hele Norden, der omfatter nogle af de mest stabile tv-markeder i verden," siger David Zaslav, præsident og CEO for Discovery Communications, i meddelelsen.

Discovery Communications har samtidig købt 20 pct. af Eurosport - som tidligere annonceret. Det sker som led i en strategisk samarbejdsalliance med Eurosport-ejeren, TF1. Pris: 170 mio. euro.

0 kommentarer
Vis kommentarer