Advokat jagter 23 forsvundne millioner

Advokat Boris Frederiksen mangler 23 millioner kroner, efter flere af Kasi-familiens selskaber er gået konkurs

Jesper 'Kasi' Nielsen. Foto: Jakob Jørgensen
Jesper 'Kasi' Nielsen. Foto: Jakob Jørgensen

Kender du noget til sagen, eller har du penge til gode? Kontakt journalisten direkte ved at klikke her.

På Facebook lod Jesper 'Kasi' Nielsen forstå, at det var hans eget valg, da han i februar meddelte, at Amazing Jewelry blev lukket, og butikken på Strøget slukket.

Men nu kaster advokat Boris Frederiksen et noget andet lys over historien.

Artiklen fortsætter ...

Han er kurator i en række af Kasi-familiens konkursboer, og han fortæller nu, at det var jagten på forsvundne millioner, som sendte smykkeeventyret i graven.

Lige nu efterforsker politiet op mod 14 millioner kroner, der er forsvundet fra Kasi-Jespers tidligere selskab Kasi ApS.

Kort fortalt mener iværksætteren, at hans familieselskab Kasi ApS har et milliardbeløb til gode hos Pandora, som omvendt ikke mener at skylde ham en eneste krone. De to parter udkæmper derfor et slagsmål i Voldgiftsretten, som har stået på i årevis.

Kæmpe gæld
I efteråret 2018 var Kasi ApS imidlertid havnet i store økonomiske vanskeligheder. Men Jesper 'Kasi' Nielsen fik den fikse idé at skaffe penge ved at sælge såkaldte mini-andele af den gevinst, som slagsmålet med Pandora potentielt kunne give.

Salget indbragte et tocifret millionbeløb til Kasi ApS, men ifølge retsdokumenter, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, blev pengene ikke brugt på at nedbringe selskabets store gæld.

Artiklen fortsætter ...

Jesper Nielsen forsøgte med endnu et smykkeprojekt, som ikke kunne flyde. Amazing er i dag konkurs. Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix
Jesper Nielsen forsøgte med endnu et smykkeprojekt, som ikke kunne flyde. Amazing er i dag konkurs. Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix
 

I stedet blev millionerne fluks sendt videre til et andet selskab, Amazing Jewelry, der også blev kontrolleret af Jesper 'Kasi' Nielsen og hans familie.

I kølvandet på overførslerne gik Kasi ApS konkurs med en gæld på over 100 millioner kroner, og advokat, Boris Frederiksen, blev udpeget som kurator.

Bør forklares
Hurtigt rettede han blikket mod de penge, der var blevet overført til Amazing Jewelry - og et beløb på 13,9 millioner kroner blev krævet tilbagebetalt til Kasi ApS.

Men det er aldrig lykkedes at få Kasi-Jesper til at returnere pengene, og Boris Frederiksen valgte sidste år at inddrage politiet.

- Det er ikke min opgave at sætte en etiket på det passerede, men jeg mener, at det bør afklares, om der er foregået noget, som ikke skal foregå. Så må vi se hvad der kommer ud af det, siger Boris Frederiksen.

Men også fra selskabet Dacamase er der forsvundet penge, og Boris Frederiksen vurderer, at der i alt mangler omkring 23 millioner kroner i de konkursboer, som han rydder op i efter Kasi-familien.

Han fortæller videre, at det er blevet forsøgt at lave en afdragsordning med familien, så millionerne kan blive betalt tilbage til konkursboerne. Men forgæves.

- Der kom noget, men ikke ret meget. Og så måtte vi gå skridtet videre, siger Boris Frederiksen:

- De penge er, som vi ser det, gået over i Amazing, og det er det, som udløser konkursen, siger han

Penge forsvundet
Med andre ord valgte Boris Frederiksen at begære selskabet konkurs, da Kasi-familien ikke ville betale pengene fra Kasi og Dacamase tilbage fra Amazing.

Samtidig peger Boris Frederiksen på Kasi-Jespers eget selskab Dacamase, hvor der ligeledes mangler at blive gjort rede for en række penge.

- Så er der et overliggende selskab – Dacamase – hvor jeg mener, at det er blevet konstateret, at vi mangler omkring ti millioner kroner. Så der er omkring 23-24 millioner kroner, som vi mener burde ligge i enten Dacamase eller Kasi, og som vi mener er gået til Amazing. Hvad der så er blevet af pengene derfra. Det har vi ikke noget svar på endnu, siger han.

Han fortæller, at der ikke var andet tilbage i Amazing Jewelry end et varelager og noget inventar, som er solgt til et auktionshus. Og så var der lejemålet på Strøget, hvorfra der blev solgt smykker.

Jesper Nielsen er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.