Airbnb styrtbløder i København

Antallet af anmeldelser via Airbnb’s platform faldt til laveste niveau i seks år. Udbudte boliger er faldet til under en tredjedel

Udlejningsplatformen Airbnb er hårdt ramt af corona-krisen i København. Rigtigt hårdt.

Nye tal, som Fagbladet 3F har trukket via dataindsamlingssiden Insideairbnb, viser, at antallet af anmeldelser givet via Airbnb’s platform styrtdykkede i marts måned.

Derudover viser tallene, at antallet af udbudte Airbnb-boliger i København er faldet fra næsten 24.000 i februar til kun lidt over 7000 i november.

Det overrasker ikke Jane Widtfeldt Meged, som forsker i blandt andet deleøkonomi og turisme på Roskilde Universitet, at Airbnb ligesom den københavnske hotelbranche er blevet tvunget i knæ af corona-krisen.

- Den udenlandske turisme er faldet kraftigt, mens den indenlandske turisme til gengæld er steget. Men der har danskerne søgt ud af byerne og mod kysterne, og Airbnb er et udpræget storbyfænomen, siger Jane Widtfeldt Meged.

At Airbnb på samme måde som hotelbranchen er ramt af corona-krisen, understreger, at der ingen turister er i hovedstaden, og at efterspørgslen er forsvundet, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta, brancheorganisationen for hotel, restauration og turisterhvervet.

Hun mener, at corona-krisen giver anledning til at gøre noget ved korttidsudlejningen i København.

Konkret vil Horesta have sænket det maksimale antal dage, man må udleje sin bolig, til 35 dage om året – svarende til fem ugers ferie. Det skal gælde både for udlejning af en hel bolig og af et værelse. Og beløbet på 24.000 kroner, man kan tjene på at udleje via Airbnb uden at skulle betale skat, skal fjernes helt.

- Vi har intet imod konkurrence, men det skal ske på ordentlige præmisser, siger Annette Hyldebrandt.

Horesta mener, at der skal være et midlertidigt stop for udlejning af boliger. Og så skal kontrolindsatsen styrkes, så det bliver nemmere at føre opsyn med, om private udlejere kun udlejer deres boliger i det antal dage, det er tilladt. De private udlejere skal lade sig registrere og indberette oplysninger om, hvor mange dage de har udlejet en bolig, og hvad de har tjent, mener Horesta.

- Lige nu er der ingen turister overhovedet, og vores fokus er på den krise, der gør sig gældende lige nu. Optimistisk set er vi inde i 2023, før vi ser et normalt niveau for turisme, men vi appellerer til, at man inden da kigger på de forhold, der giver Airbnb ulige konkurrencefordele, siger hun.

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra Airbnb, men de har hverken ønsket at kommentere tallene eller at offentliggøre deres officielle udlejningstal til Fagbladet 3F.

Men Visitdenmark har tidligere offentliggjort officielle tal fra Airbnb, og her fremgår det, at der i 2019 var omkring 1,1 million turister i Danmark, som havde brugt Airbnb. Og ud af dem boede godt halvdelen i København.

Selvom Jane Widtfeldt, lektor på Roskilde Universitet, mener, krisen kan medføre, at man fra politisk side vil tage et opgør med masseturismen i storbyerne, ser hun dog ikke umiddelbart nogle tegn på, at Airbnb ikke skulle komme stærkt igen i København, når krisen er ovre.

- Airbnb er i en situation, hvor de ikke ejer produktionsmidlerne. Derfor står hotelbranchen meget værre, fordi der er en tom seng lig med tabt omsætning. Hos Airbnb ligger det største tab hos udlejerne, siger hun.

Globalt set er Airbnb også kommet stærkt igen efter en ordentlig dukkert. Corona-krisen fik i foråret firmaet til at aflyse en planlagt børsnotering, og i maj måned fyrede Airbnb en fjerdedel af sine ansatte.

Men bøtten vendte, og i 3. kvartal kunne Airbnb præsentere et overskud.

Torsdag blev firmaet så introduceret på den amerikanske børs, Nasdaq. Og i forbindelse med lanceringen steg aktien med over hundrede procent, hvilket værdisætter Airbnb til næsten 100 milliarder dollars – svarende til mere end 600 milliarder danske kroner.