I den kommende tid bliver det besluttet, om ejendomsmatadoren John Bengt Møller - som er bosat i Monaco - får lov at gå videre med sine planer om at bygge 500 ferieboliger på Møn.
Hans projekt med navnet Møns Klint Feriepark har allerede mødt stor modstand fra dele af lokalbefolkningen. Og nu kan Ekstra Bladet afsløre, at flere kontroversielle erhvervsfolk har været dybt involveret i det.
Både den skandaleombruste hushandler Peter Norvig og advokaten Jens Nørskov - som har siddet i fængsel for selskabstømning - deltog således i juli 2020 i et møde med Vordingborg Kommune, hvor en mulig godkendelse af projektet blev drøftet.
Det viser dokumenter fra sagen.
- Vi undrer os virkelig over, at Vordingborg Kommune synes, det er smart at samarbejde med den slags mennesker. Det virker, som om kommunen er villig til at samarbejde med hvem som helst, hvis bare der er udsigt til en stor check og nogle arbejdspladser, siger Jesper Karup.
Han er formand for den lokale forening Hjelm Bugts Venner, som er oprettet med det ene formål at forhindre opførelsen af Møns Klint Feriepark.
Artiklen fortsætter under billedet...
Fandt pengemand
I en kortfattet mail til Ekstra Bladet erkender Peter Norvig, at han har været involveret i arbejdet omkring ferieparken.
Den berygtede hushandler - som har fået adskillige bøder fra Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere og lige nu er under mistanke for fusk med coronastøtte - forklarer, at han i sin tid introducerede John Bengt Møller for projektet på Møn.
'Kendte John fra tidligere projekter,' skriver Peter Norvig.
Han ønsker dog hverken at svare på, hvem han har arbejdet for - eller hvorfor han har siddet med til møder med Vordingborg Kommune om det store feriepark-projekt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Blev smidt ud
Pengemanden bag Møns Klint Feriepark, John Bengt Møller, bekræfter Peter Norvigs rolle.
- Han kontaktede mig omkring projektet, og det var interessant, for jeg havde nogle penge, der brændte i lommen. Og så har jeg en ven, der ejer en del af Lalandia (FCK-storaktionæren Lars Seier Christensen, red.), og han talte varmt om ferieparker som forretning, siger han.
Men på et tidspunkt længere henne i processen kom Peter Norvig alligevel til at fylde for meget.
- Han tilbød ekspertise med hensyn til arkitekter, ingeniører, kommunen, finansiering, administratorer. Norvig kunne gøre det hele på den halve tid. Og sådan arbejder jeg ikke. Derfor meddelte vi, at han ikke længere skulle være involveret, siger John Bengt Møller, som driver ejendomsselskabet Great Global Holdings i London.
Ukendt finansmand bag milliardprojekt på Møn
Dømt for selskabstømning
Hushandleren er ikke den eneste person i kredsen omkring Møns Klint Feriepark, som har et mildest talt blakket ry.
I mødereferater fra sagen fremgår det, at John Bengt Møller flere gange har ladet sig repræsentere af advokat Jens Nørskov. Han er tidligere idømt fire års fængsel for selskabstømning.
- Jens har jeg kendt i 35 år, og i alle de år har han været loyal. Så når jeg ikke har været i stand til at være til stede, har han deltaget i møder for mig, forklarer John Bengt Møller.
Desuden er ingeniøren Karol Marcinkowski såkaldt project manager på Møns Klint Feriepark-projektet.
Han var i midten af 00'erne kendt som ven og rådgiver for den dømte svindler Kurt Thorsen. Karol Marcinkowski blev i samme periode selv varetægtsfængslet og sigtet i en sag om bestikkelse i Polen.
- Jeg kendte Peter Norvig fra noget bestyrelsesarbejde, og det var ham, der spurgte, om jeg ville deltage i projektet på Møn, fortæller Karol Marcinkowski.
Han tilføjer, at han i øvrigt endte med at blive pure frifundet i bestikkelsessagen i Polen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jens Nørskov.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Pengemand stævnet for kæmpebeløb
Hovedmanden bag Møns Klint Feriepark, ejendomsinvestoren John Bengt Møller, er lige nu centrum i lidt af en erhvervsskandale i England.
I efteråret 2019 indgik han en aftale om at købe rådgiverfirmaet Lambert Smith Hampton (LSH) med 1300 ansatte af en af Storbritanniens største ejendomskoncerner, Countrywide. Prisen lød på 340 millioner kroner.
Men flere måneder senere valgte John Bengt Møller pludselig at trække sig fra handlen, og han er nu blevet stævnet af Countrywide, der har rejst et krav på over 80 millioner kroner.
Danskeren kalder søgsmålet 'helt grundløst' og fortæller, at han har anlagt sag den anden vej.
'Tidligere har jeg ikke begrundet min beslutning om at bryde købsaftalen, men nu kan jeg bekræfte, at sælger - Countrywide - ikke oplyste om løbende og kommende erstatningskrav fra engelske myndigheder og private kunder,' skriver John Bengt Møller i en mail til Ekstra Bladet.
'Disse forhold blev tilbageholdt af Countrywide under vore forhandlinger,' tilføjer han.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Direktør blev whistleblower
Ifølge ejendomsinvestoren fik han først kendskab til de omtalte erstatningskrav, da aftalen var skrevet under.
'Det var en højt placeret direktør i LSH, som blev whistleblower', skriver John Bengt Møller.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Countrywide.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Borgmester: Alle skal behandles lige
- Det er jo et skoleeksempel på en person, der ikke skulle have lov til at drive virksomhed i Danmark.
Så klar var kritikken fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) i november 2019, da Ekstra Bladet havde afsløret Peter Norvig i at markedsføre sig som ejendomsmægler, selvom han havde fået frataget retten til at bruge titlen.
Men trods ministerens tirade deltog partikammeraten og Vordingborg-borgmesteren, Mikael Smed, i et møde om Møns Klint Feriepark med selvsamme Peter Norvig et halvt år senere.
Det viser en mailkorrespondance, som Ekstra Bladet har set.
'Vi har som kommune pligt til at behandle ansøgere af byggeprojekter på præcis samme måde, uanset hvilken personkreds der står bag,' skriver borgmesteren i et svar til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ikke opmærksom på advokat
Af den omtalte mailkorrespondance fremgår det også, at advokaten Jens Nørskov - som har siddet fængslet for selskabstømning - også deltog i det pågældende møde.
Men det var Mikael Smed ikke opmærksom på, skriver han.
'Jeg har ikke kendskab til den advokat, du nævner,' skriver borgmesteren.
Han tilføjer, at kommunen netop nu er ved at undersøge 'de relevante aspekter af sagen' omkring Møns Klint Feriepark.