Betonskandale vokser: Mystik om hastelukning

Bach Gruppens betonfirma BG Beton meldte mandag ud, at det med øjeblikkelig virkning lukkede sit udskældte betonværk i Nordhavn. Samme dag mistede selskabet sit certifikat

BG Beton i Nordhavn er blevet højaktuelt, da det har leveret beton til fundamentet under et knap 90 meters højhus på Amager, der i øjeblikket undersøges. Foto: Henning Hjort
BG Beton i Nordhavn er blevet højaktuelt, da det har leveret beton til fundamentet under et knap 90 meters højhus på Amager, der i øjeblikket undersøges. Foto: Henning Hjort

Ved du noget om sagen, eller hvor BG Beton Nordhavn leverede beton til fra 2013-2015, så skriv til Ekstra Bladets journalist på mr@eb.dk.

Samme dag som BG Beton annoncerede en hastelukning af sit skandaleombruste betonværk i Nordhavn, mistede selskabet også sit certifikat.

Det bekræfter Bureau Veritas' direktør Jacob Færgemand over for Ekstra Bladet.

'Vi bekræfter at vores certifikatet på BG beton -  Nordhavn er trukket tilbage mandag den 5 Oktober ved middagstid og umiddelbart efterfølgende fjernet på vores offentlige tilgængelige hjemmeside,' skriver han i en mail.

Også tilbage i 2015 mistede BG Beton i Nordhavn sit certifikat, kunne Ekstra Bladet for nylig fortælle. Et certifikat er lovpligtigt, hvis man vil levere beton til byggerier i Danmark.

Multimillionærs betonfirma afsløret

Bureau Veritas har blåstemplet kvaliteten af betonen fra BG Beton i Nordhavn siden 2015, men vil ikke kommentere, hvad der ligger til grund for, at selskabet traf beslutningen om at trække certifikatet tilbage. Det kommer der først nyt om 'sidst på ugen,' skriver Jacob Færgemand.

Oplysningen om det mistede certifikat øger mystikken om BG Betons pressemeddelelse, der blev sendt ud mandag omkring kl. 14.30.

Her fremgik det, at selskabets afdeling i Nordhavn blev lukket med øjeblikkelig virkning, men Bach Gruppens kommunikationsbureau skrev intet om, at afdelingens certifikat var blevet trukket tilbage.

Skandaleramt betonværk lukkes øjeblikkeligt

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Sagen kort: Efterforskes af politiet

Bach Gruppen efterforskes for blandt andet dokumentfalsk, efter det er blevet bevist, at fundamentet under et knap 90 meters højhus på Amager indeholder gammel beton og byggeaffald.

Fundamentet har samtidig en langt, langt lavere styrke, end det blev foreskrevet og godkendt til byggeriet. Betonen til fundamentet er blandt andet leveret af BG Beton i Nordhavn.

Senest er det kommet frem, at betonen brugt til søjlerne op gennem højhuset også har en markant lavere styrke end godkendt.

50 procent af BG Beton er ejet af Bach Gruppen med multimillionæren Finn Bach i spidsen. Bach-familiens holdingselskab har en egenkapital på svimlende 1,7 milliarder kroner, og er på Berlingskes liste over Danmarks 100 rigeste.

Ført bag lyset
Men selvom Bach Gruppen altså har kontrol med BG Beton, og Finn Bach er formand for BG Beton, meldte rigmanden i august ud, at Bach Gruppen mener at være blevet svindlet af en afdød direktør i BG Beton ved navn Henrik Steffensen.

Ingen i ledelsen af Bach Gruppen vidste noget om, at der blev hældt gammelt beton, samt metal og plast i fundamentet under højhuset, lyder det fra Finn Bach.

En del af søjlerne i højhuset, er dog støbt, efter at Henrik Steffensen omkom. Skylden for den dårlige kvalitet her, skal ifølge Bach Gruppen findes hos en underleverandør.

Følgesedler stemte ikke
Bach Gruppen fremsendte i foråret via sin rådgiver Norconsult en redegørelse til Københavns Kommune om, hvilken beton der var blevet brugt til højhusets fundament.

Prøverne fra fundamentet skød dog den forklaring i sænk.

Københavns Politi foretog ransagninger på tre adresser tilhørende Bach Gruppen niende september. Bach Gruppen har for nylig meldt en nu afdød direktør for BG Beton samt fire tidligere medarbejdere til politiet.

Anmeldelsen lyder ifølge selskabet på, at medarbejderne blandt andet har bedraget kunder af BG Beton og moderselskabet for et millionbeløb.

En aftale
Da Ekstra Bladet talte med direktøren i BG Beton tirsdag eftermiddag, var processen omkring nedlukningen af værket dog ganske udramatisk og kom ikke som konsekvens af, at Bureau Veritas trak certifikatet.

Det skete nemlig efter gensidig aftale, lød det.

- Vi lukker værket ned for at kunne se vores kunder i øjnene. Vi har aftalt med Bureau Veritas, at vi lukker fabrikken i Nordhavn ned, og så kan de trække certifikatet. På den måde kan vi få noget ro til at få styr på, hvad der er foregået, siger direktør Mikael Nielsen.

Ekstra Bladet forelagde efter samtalen med Mikael Nielsen hans udsagn for Bureau Veritas' direktør Jacob Færgemand. Kort herefter tikkede der en mail ind fra Mikael Nielsen.

Betonfirma mistede certifikat: Få måneder efter havde de et nyt

Misforståelse
I mailen trækker BG-direktøren i land og skriver:

'Det er desværre en misforståelse. Lukningen af BG Beton værket i Nordhavnen er en beslutning foretaget udelukkende af BG Beton. Baggrunden er, at vi oven på den seneste tids grove afsløringer vurderer det som værende et nødvendigt skridt for at genetablere tilliden til BG Beton.'

Eftersom Bureau Veritas ikke har ønsket at uddybe mere om sin nu tidligere certificering af BG Beton i Nordhavn, har det ikke været muligt at spørge ind til den påståede aftale, som Bureau Veritas ifølge Mikael Nielsens udsagn i første omgang indgik med BG Beton.

Udskældt betonfirma leverede til hospital: Fundament skal undersøges

To år
Det har således heller ikke været muligt at få svar på, hvorvidt tilbagetrækningen af certifikatet er sket med tilbagevirkende kraft, som det skete for selvsamme værk i 2015.

Her trak certificeringsorganet Dancert sit certifikat af værket med to års tilbagevirkende kraft.

Det har fået Herlev Hospital til at ville undersøge den beton, som BG Beton i Nordhavn leverede til deres udbygninger i 2014.

Ekstra Bladet har blandt andet spurgt Bach Gruppen ind til, hvad der resulterede i, at værket mistede sit certifikat i 2015, og hvor det fra 2013-2015 leverede beton til, men det har selskabet ikke ønsket at svare på.

Multimillionæren Finn Bach har ellers tidligere i en pressemeddelelse udtalt, at 'hver en sten i den her sag skal vendes'.