Coronafrygt giver største fald i C25-indekset i år

Frygt for corona gav tirsdag det danske C25-indeks det største fald siden første nedlukning af Danmark i 2020. Forventede rentestigninger truer også aktiemarkedet

Toneangivende danske aktier er styrtdykket tirsdag. Foto. Amanda Perobelli / Ritzau Scanpix
Toneangivende danske aktier er styrtdykket tirsdag. Foto. Amanda Perobelli / Ritzau Scanpix
Følg Erhverv

Det har været en blodrød dag på aktiemarkedet tirsdag.

Samlet er C25-indekset, der består af de største aktier herhjemme, faldet med 3,2 procent.

Det er det hidtil største indeksfald i 2021. Det er samtidig det største fald siden 23. marts 2020, skriver MarketWire.

Samtlige 25 aktier i C25-indeket er sluttet i rødt tirsdag. Værst er det gået ud over transport- og logistikvirksomheden DSV, der er faldet 5,7 procent.

En årsag til C25-aktiernes nedtur er frygt for, hvad den igangværende bølge med coronavirus rundt i Europa kan få af konsekvenser for virksomhederne.

Aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen peger på, at frygten har kastet usikkerhed ind i aktiemarkedet.

- Nyhedsstrømmen omkring corona er blevet negativ, og det markant mere end markedet havde regnet med for få uger siden.

- Østrig lukker ned, og der kommer flere restriktioner i Tyskland, sagde Jacob Pedersen tidligere tirsdag.

Mandag begyndte en nedlukning i Østrig, der har givet tomme gader. Blandt andet skal barer og restauranter holde lukket.

I Tyskland har sundhedsminister Jens Spahn tirsdag opfordret til, at flere offentlige steder begrænses til dem, der er vaccinerede, eller som tidligere har været smittede med covid-19.

- Det er alt sammen noget, der gør investorerne nervøse omkring genopretning, som alle forventede, var på sporet på grund af vaccinerne, lød det fra Jacob Pedersen.

Selv om tirsdagen har budt på et stort fald for aktiemarkedet, er det ikke tæt på at være det største på en dag for C25, der blev skabt i 2016.

Det største fald på en dag var 12. marts 2020, hvor indekset dykkede otte procent. Det var på niveau med det, der blev set under finanskrisen.

Faldet kom, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned for at bremse coronasmitten.

Rentestigninger og nominering
Ifølge Børsen vendte stemningen på markedet allerede mandag aften, efter at centralbankchef Jerome Powell blev nomineret til en ny fireårig periode som centralbankchef i Federal Reserve.

'Aktierne tager skidt imod nomineringen af Jerome Powell. S&P 500 faldt mandag med 0,32 procent, og Nasdaq lukkede med et tab på 1,26 procent, mens Dow Jones holdt skindet på næsen og lukkede uændret. I Fjernøsten er stemningen blandet,' vurderer Nordeas chefanalytiker Niels Christensen i en skriftlig kommentar til mediet.

'Mange markeder falder tilbage, men både de japanske og de kinesiske markeder holder sig i grønt.'

Med nomineringen af Jerome Powell kommer nemlig en forventning om amerikanske renteforhøjelser med dertilhørende stigende markedsrente og en stigende dollar.

Og det ventes også at få de europæiske renter til at stige.

Ekstra Bladet har spurgt en top-investor, hvordan man skal reagere, når markedet dykker. Det kan du læse her (+).

Bliv opdateret på de danske smitte- og vaccinetal.

Få overblikket over dagens coronatal her.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter