GN Store Nord er ved aktiemarkedets åbning torsdag styrtdykket.
Således er den et kvarter efter åbningen nede med 20,5 procent.
Ifølge Finans skyldes det store dyk blandt andet, at der efter børsens lukning onsdag blev annonceret en kapitaludvidelse på syv milliarder kroner, hvilket ifølge mediet 'vil udvande de eksisterende aktionærers værdier med næsten 30 procent.' De nuværende aktionærer vil få forkøbsret.
Også selskabets årsregnskab, der blev offentliggjort torsdag morgen, kan være medvirkende til det store dyk. Selskabets salg af høretelefoner er nemlig det seneste år skrumpet med syv procent, hvis man udelukker selskabets opkøb af Steelseries.
Takket være opkøbet af virksomheden Steelseries, der udvikler computerudstyr som headsets og computermus, er GN Store Nords samlede forretning dog vokset, skriver Ritzau.
I 2022 omsatte selskabet for knap 19 milliarder kroner, hvilket fører til et overskud på 570 millioner. Men det udgør ifølge Ritzau ikke engang en tredjedel af selskabets overskud i 2021.