Dansk firma på røven: 100 ansatte sendt hjem

Cirka 100 ansatte i et stort, dansk byggefirma står til at miste deres arbejde, efter at firmaets direktør har indgivet en konkursbegæring

Følg Erhverv

100 medarbejdere kan miste deres arbejde, efter at selskaberne STB Byg A/S og STB Håndværk A/S, der har samme ejer, har indgivet konkursbegæring.

Det oplyser Jan Olesen, der er direktør og ejer af de to virksomheder, til Horsens Folkeblad.

Ifølge ejeren skyldes konkursbegæringen en gammel byggesag, der nu koster selskaberne et tocifret millionbeløb.

Sagen er fra 2017 og drejer sig om et 'tvist' om udbudsmaterialet. I sidste uge kom voldgiftskendelsen, der lød på en 'særdeles hård' dom ifølge Jan Olesen.

Han har nu sendt samtlige medarbejdere hjem, mens han forsøger at redde de to selskaber, som han har ejet siden 1986 efter sin far.

- De er blevet sendt hjem, og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at hjælpe dem videre. Der er tale om murere, tømrere, byggeledere og projektledere, fortæller Jan Olesen.

Han valgte i begyndelsen af 2022 at købe sin daværende medejer, Jens Winther, ud af virksomhederne og havde ifølge eget udsagn fået godt styr på strategien.

Driften har været god, og organisationen var velfungerende, lyder det, men en pludselig regning på et tocifret millionbeløb kan selskaberne ikke betale.

STB Byg og STB Håndværk lå i et nybygget domicil i Vejle. Bygningen er dog ikke omfattet af konkursen i selskaberne.

Mere fra Ekstra Bladet+

Vi kan ikke have en rigspolitichef, der lyver

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind