Ved du noget? Så skriv fortroligt til Ekstra Bladets journalist på MR@eb.dk, eller krypteret til Ryrso@protonmail.com
Store hæderkronede virksomheder tager kraftig afstand fra danskerfirmaet Hybrid Power System Group (HPSG), som hævder at ville bygge et revolutionerende grønt kraftværk i det lille land Surinam i Sydamerika.
Det har Ekstra Bladet kunnet afsløre i samarbejde med mediet Danwatch, og eksperter ser tegn på, at der kan foregå noget ulovligt i danskerfirmaet.
- Det ser meget suspekt ud. Sandsynligheden for, at det er en legitim forretning, vil jeg vurdere som værende meget lav, siger Tom Kirchmaier, professor og forsker ved CBS og London School of Economics med speciale i økonomisk kriminalitet.
- Spørgsmålet for mig at se er, om der er tale om hvidvask i stor skala, eller om de har gang i noget andet. Men på nuværende tidspunkt er der ikke en rygende pistol, siger han videre.
Til grund for sin vurdering ligger Kirchmaier blandt andet, at danskerne er overordentligt hemmelighedsfulde omkring, hvem der er ejere af de selskaberne i koncernen, hvor pengene flyder hen, hvor pengene til milliardprojektet i Surinam kommer fra, samt at selskabskonstruktionen grundlæggende virker ulogisk.
Artiklen fortsætter under billedet.
Tråde til ferieø
HPSG-selskaberne har nemlig tråde til selskaber i både Holland og Grækenland, selvom det er blevet beskrevet som et dansk foretagende.
- Det er grundlæggende underligt, hvorfor ejerskabet af selskaberne i Holland skal til et græsk selskab, når der tilsyneladende ingen forbindelse er til Grækenland.
- I praksis betyder det, at det er svært at gennemskue, hvem der reelt ejer selskaberne, og hvor penge flyder hen. Der er bestemt nogle alarmklokker, der ringer, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er partner i firmaet Fraud React som bl.a. hjælper firmaer med at afdække svindel.
Ifølge både Kirchmaier og Dedenroth gør brugen af det græske selskab mulighed for at sløre, hvad der reelt foregår i koncernen. Det græske selskab ved navn Salesgroup Development er stiftet af opfinder og stifter af HPSG Jesper Nielsen i 2005. Grækenland har adskillige forskellige erhvervsstyrelser, der samtidig i ringe grad er digitaliseret og offentlige.
Kontroltrykket er ifølge Tom Kirchmaier også ringere end i andre europæiske lande. Det lader da heller ikke til, at Jesper Nielsens selskab på noget tidspunkt har indsendt regnskab til styrelsen, der ikke ligger inde med nogen. Jesper Nielsen siger dog, at han har indsendt regnskaber.
Artiklen fortsætter under galleriet - åbn galleriet i fuld skærm og se mændene bag.
Her er mændene bag mystisk firma
Rækkehus
Gennem det græske firma, ejer Jesper Nielsen to hollandske HPSG-selskaber, mens et tredje HPSG-firma i Holland ejes af en hollænder med surinamesisk baggrund.
Deres præcise relation til koncernens selskab i Surinam, der har kontrakten med den surinamesiske regering om at bygge kraftværket, er uvist.
Men ifølge direktøren i firmaet i Surinam, Benny Falk, ejes selskabet i det lille sydamerikanske land ikke af andre firmaer, men af fire privatpersoner udover ham. Hvem de fire andre er, vil direktøren dog ikke fortælle.
I Holland har Jesper Nielsens to selskaber adresse i et rækkehus ved Amsterdam.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det tredje HPSG-selskab i Holland ejes af en hollænder med surinamesisk baggrund og har adresse i et lejlighedsbyggeri.
Artiklen fortsætter under billedet.
Trods selskabernes umiddelbart ydmyge adresser for en koncern, som står på tærsklen til at skulle bygge et kraftværk til 7,7 milliarder kroner, har selskaberne 6-8 ansatte og et kontor, fortæller direktøren Benny Falk.
Hvorfor selskaberne i så fald skulle have registreret andre adresser i det hollandske selskabsregister end på deres kontor er uvist.
Stripklub og restaurant
Det er også uvist, hvorfor grundlægger af HPSG og selverklæret opfinder Jesper Nielsen gerne vil eje de to hollandske selskaber gennem firmaet på Rhodos, for det har han ikke ønsket at svare på.
Opfinderen er ifølge nyligt indhentede dokumenter fra det græske selskabsregister dets eneste ejer.
Det græske firma har som datterselskaberne i Holland også en adresse, de færreste nok vil forbinde med revolutionerende grøn teknologi. Selskabet ligger nemlig i en mindre to-etagers bygning på ferieøen, hvor der ifølge Google Maps blandt andet ligger en restaurant og en stripklub.
Kraftværket i Surinam skal stå færdigt i 2023, og man er ifølge Benny Falk i gang med at fjerne træer, hvor værket skal stå.
Ekstra Bladet og Danwatch har været i kontakt med de involverede danskere, og de afviser alle sammen, at der skulle foregå noget problematisk eller ulovligt i selskaberne.