Selv om det går den rigtige vej, er besøgstallet hos Den Blå Planet i Kastrup endnu ikke helt tilbage på sporet fra før corona.
Desuden har Nordeuropas største akvarium været hårdt ramt af stigende energiudgifter til at drive akvariet.
- Vi synes, der er lys for enden af tunnelen, men tre år med kriser sætter nogle mærker. Vi arbejder benhårdt på at holde det kørende på den korte bane og kigger frem mod en normalisering, forhåbentligt i 2024, siger akvariets direktør, Jon Diderichsen.
En analyse fra DI Turisme & Oplevelser viser, at der trods høj inflation og efterdønningerne fra corona har været fremgang hos en række forlystelsesparker, zoologiske haver, museer og festivaler i 2022.
Hos Den Blå Planet nærmede besøgstallet sig også det normale. Akvariet havde sidste år cirka 440.000 gæster mod normalt 550.000.
Det er især de udenlandske turister, der ikke er dukket op i samme stil som før coronaen.
- Danskerne er kommet meget fint tilbage, endda med endnu flere besøgende end før corona. Det samme er svenskerne.
- Desværre må vi erkende, at hele den oversøiske turisme og turismen uden for vores nærmarkeder ikke er vendt tilbage endnu.
- Så selv om vi er glade for danskernes mange ekstra besøg, så har det ikke til fulde kunnet opveje den manglende internationale turisme, siger Jon Diderichsen.
Samtidig er akvariet ramt af de stigende elpriser, som især i 2022 steg til rekordhøje niveauer.
- Vi har et højt energiforbrug, fordi vi bruger en meget stor del el til rensning af vores akvarier og til opvarmning og nedkøling af akvariets syv til otte millioner liter vand.
- Så i 2022 havde vi en fordobling af vores eludgifter fra normalt 7 til 14 millioner kroner, siger Jon Diderichsen.
Regeringen præsenterede før vinterferien en aftale om inflationshjælp, som også rummer initiativer for kulturinstitutioner med et højt energiforbrug.
Der afsættes dels 35 millioner kroner til energiforbedrende tiltag på kulturinstitutionerne, dels 15 millioner til særligt energiintensive institutioner.
- Vi kigger ind i begge muligheder. Vores behov alene vil være 10 til 15 millioner kroner, så niveauerne i aftalen er ikke voldsomt imponerende, siger Jon Diderichsen.
Han forventer, at de internationale turister først i 2024 vil være tilbage i samme omfang som før coronaen.