Dyster forudsigelse: Pris-chok vil hænge ved

Prisen på olie og naturgas vil år ud i fremtiden formentlig være på et langt højere niveau, end vi har været vant til. Der er dog et par jokere, der kan komme os til undsætning, vurderer chefanalytiker

Brændstofpriserne er ligesom strøm- og naturgaspriserne stukket helt af. Onsdag var diesel sågar dyrere end benzin. Det er ikke sket siden 2006. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix
Brændstofpriserne er ligesom strøm- og naturgaspriserne stukket helt af. Onsdag var diesel sågar dyrere end benzin. Det er ikke sket siden 2006. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix
Følg Erhverv

Vi skal vænne os til en ny virkelighed.

Benzin- og dieselpriser omkring 16 kroner literen vil efter alt at dømme være den nye normal for de danske forbrugere, vurderer Jens Nærvig Pedersen, chefanalytiker med fokus på råvarer i Danske Bank.

- Vi er oppe på historisk høje oliepriser, men vi skal forberede os på, at brændstofpriserne i hvert fald de næste seks måneder vil ligge på omkring det nuværende niveau. Herefter er der en mulighed for, at priserne kan falde lidt, hvis produktionen stiger andre steder. Det er det mest realistiske scenarie. Men det kan også risikere at blive endnu dyrere, siger han.

Rusland er sammen med Saudi Arabien verdens største eksportør af olie, så en historisk oliekrise er undervejs.

- I et historisk perspektiv er den krise, som er ved at ramme oliemarkedet, og som godt kan eskalere yderligere, er på niveau med de største oliekriser i historien, for eksempel da Irak invaderede Kuwait i 1990, siger Jens Nærvig Pedersen.

Derfor kan vi godt indstille os på en strammere privatøkonomi.

- Vi har været begunstiget af en periode med meget lave energipriser, og nu skal vi sandsynligvis indstille os på, at nu kommer energi til at fylde lidt mere i budgettet, og der vil være færre penge til andre ting, siger han.

Kæmpe eksportør
Det er krigen i Ukraine og indførslen af hårde økonomiske sanktioner mod Rusland, der har givet vild panik på de globale råvaremarkeder, hvor også prisen på naturgas er historisk høj.

Udover en kæmpestor olieeksport, står Rusland også for op mod halvdelen af det europæiske forbrug af naturgas. Priserne på naturgas skal man derfor heller ikke gøre sig forhåbninger om falder foreløbig.

- Vi køber fortsat gas fra Rusland i de mængder, der er aftalt. Men priserne er ekstremt høje. Der er nok mulighed for, at gasprisen stille og roligt kan begynde at falde lidt til omkring 100 Euro per Megawatt-time, siger chefanalytikeren.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Danskere reagerer på de stigende benzinpriser og udsigt til ændring i befordringsfradraget.
 

Mangedobling
Men 100 euro per Megawatt-time (MWh) vil stadig være ekstremt dyrt.

I skrivende stund ligger den europæiske TTF-naturgaspris omkring 120 Euro per megawatt-time (MWh, red.), men 11. marts 2021 lød prisen på 18 euro, mens råolieprisen BRENT kostede 69 amerikanske dollars mod 110 dollars fredag. De højeste priser siden 2012-2014.

Eftersom en stor del af el- og varmeproduktionen i Danmark og Europa produceres med olie og naturgas, er priserne på også strøm og fjernvarme eksploderet.

- Den væsentligste årsag til, at gasprisen vil blive ved med at ligge højt, er, at EU har meldt ud, at man vil være uafhængig af russisk gas. Men så skal man ud at købe gas på verdensmarkedet, hvor der allerede er stor konkurrence om at få lov til at købe den, hvilket selvfølgelig fører til højere priser, siger Jens Nærvig Pedersen.

Skal Europa erstatte al den naturgas, der i dag kommer fra Rusland, vil det samtidig blive ekstremt dyrt.

Jokerne
Skal man håbe på en markant lavere oliepris inden for de kommende år, er der flere ting, der skal falde i hak.

- Man kan for det første holde øje med, om OPEC-landene, skruer så meget op for produktionen, de kan. Her så man De Forenede Arabiske Emirater onsdag melde ud, at de ville skrue op for olieproduktion. Man kan også holde øje med forhandlingerne omkring Irans atomprogram, hvor Iran jo har været underlagt sanktioner fra USA siden 2018, så de eksporterer ikke særlig meget olie i øjeblikket.

- Og så kan man også kigge til Venezuela, der også er ramt af sanktioner fra USA. Men der var forlydender hen over weekenden om, at USA rækker ud til Venezuela for at se, om landet har lyst til at komme ind i varmen igen, og så kunne der også komme olie der fra, siger Jens Nærvig Pedersen.

Falder de tre ting ud til olieprisens fordel, vil det i princippet kunne erstatte en stor del af den olie, som Rusland i dag eksporterer, men det vil tage over et år for både Iran og Venezuela at få olieproduktionen op på fuld produktion, understreger chefanalytikeren.

Få fingeren ud: Masser af dansk gas

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind