Efter konkurs: Kræver millioner fra dansk bank

Ringkjøbing Landbobank afkræves 13 millioner kroner efter leasingselskabs krak sidste år

Sagen kort: Scanleasing er gået konkurs, og direktør Peter Larsens Aston Martin er solgt på auktion

Følg Erhverv

Kender du noget til sagen? Kontakt journalisten direkte her.

Ringkjøbing Landbobank risikerer nu at skulle betale 13 millioner kroner tilbage, efter Scanleasing gik konkurs sidste år.

Ringkjøbing Landbobank var hovedbank for det nu krakkede selskab.

Flere kendte leasede biler af Scanleasing, og selskabet fremstod poleret med showroom i Axel Towers over for Tivoli i København. Men selskabet var bag den polerede facade i store økonomiske problemer. I første omgang blev det forsøgt at redde selskabet med en rekonstruktion. Men siden gik selskabet konkurs.

Fed fidus
Selskabets direktør og ejer, Peter Larsen, og Scanleasing bliver lige nu efterforsket af Bagmandspolitiet. DR har tidligere afdækket, hvordan Scanleasing har været under mistanke for afgiftsfusk.

Selskabet har ifølge DR fastfrosset bilernes værdier, således at selskabet har fået bilafgifter tilbage fra staten ved endt leasing.

Og netop afgiftsbetaling er central i advokaternes - de såkaldte kuratorer - undersøgelse af selskabet oven på konkursen sidste år.

I en skrivelse til kreditorerne lyder det fra kuratorerne:

Artiklen fortsætter under billedet...

Frem til konkursen fremstod Scanleasing poleret med showroom i Axel Towers over for Tivoli i København, og programmet  Top Gear holdt ligeledes pressemøde hos selskabet. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan.
Frem til konkursen fremstod Scanleasing poleret med showroom i Axel Towers over for Tivoli i København, og programmet Top Gear holdt ligeledes pressemøde hos selskabet. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan.
 

'Peter Larsen blev i begyndelsen af 2020 gjort bekendt med, at det som følge af en afgørelse fra Østre Landsret var blevet muligt at værditabsberigtige biler 3 år tilbage i tid. Herved blev det reelt muligt for Selskabet egenhændigt via sin selvanmelderordning at korrigere værditabet for en betydelig del af sine køretøjer i leasingflåden, og derved oparbejde et tilgodehavende i form af krav på tilbagebetaling af registreringsafgift hos Motorstyrelsen' lyder det.

'Motorstyrelsen har efter det for kurator oplyste konstateret, at Selskabet udnyttede denne mulighed, idet Selskabet korrigerede værditabet til kr. 0 for et betydeligt antal biler. Herved opbyggede Selskabet et tilgodehavende i form af en fordring på tilbagebetaling af registreringsafgift på ca. kr. 20.000.000.'

Scanleasing brugte datterselskabet Afgiftsportal til fidusen.

Kræver penge tilbage
'Samarbejdet mellem selskaberne blev struktureret således, at Afgiftsportal ApS opkrævede afgiftsbeløbet samt provision hos sine kunder, men i stedet for at berigtige registreringsafgiften via Afgiftsportal ApS’ selvanmelderordning, anvendte Selskabet sin selvanmelderordning, og på den måde kunne kravet på kr. 20.000.000, der hidrørte fra værditabskorrektioner, anvendes til modregning,' skriver kuratorerne.

'Betalingen fra Afgiftsportal ApS til Selskabet på kr. 13.020.943 var betaling for, at Selskabet havde foretaget berigtigelse på vegne af Afgiftsportal ApS.'

Artiklen fortsætter under billedet...

Peter Larsen var direktør i og ejer af Scanleasing. Arkivfoto: Lasse Lagoni.
Peter Larsen var direktør i og ejer af Scanleasing. Arkivfoto: Lasse Lagoni.
 

Med netop de 13.020.943 kroner nedbragte Scanleasing 19. august 2020 - to måneder før konkursen - selskabets kassekredit hos banken.

Men kuratorerne mener, at banken på dette tidspunkt var klar over, at selskabet ikke ville overleve, og derfor mener kuratorerne, at banken skulle have holdt sig fra at tage imod pengene.

'Betalingen fraveg klart de hidtidige bevægelser på kassekreditten i både størrelse og tid. Dette måtte også stå Banken klart – desuagtet at dette ikke er en forudsætning for at anse en disposition som ikke ordinær – idet Banken i hele perioden havde indsigt i bevægelserne på både Selskabets og Afgiftsportal ApS’ konti,' lyder det.

’Banken var endvidere bekendt med betydelige fejl i Selskabets rapporteringer til Banken - herunder at køre tøjer optrådte mere end en gang, og at en del af de medtagne leasingkontrakter var udløbet - ligesom Banken var bekendt med Selskabets betydelige udfordringer op til regnskabsaflæggelsen ultimo august 2020.'

Afviser fejl
På den baggrunden kræves alle pengene nu tilbage fra Ringkjøbing Landbobank, der samtidig selv har penge tilgode i konkursboet.

Ekstra Bladet har forsøgt at komme i kontakt med Ringkjøbing Landbobank for at spørge, om banken selv vurderer, at tingene er gået reelt til. Jørn Nielsen, bankdirektør, Ringkjøbing Landbobank, har sendt et kort skriftligt svar:

’Vi ønsker generelt ikke at udtale os om enkeltsager. I den konkrete sag vil jeg dog gerne bekræfte, at vi er af den klare opfattelse, at der ikke er begået juridiske eller lignende fejl fra bankens side.’

Ekstra Bladet har været i kontakt med Peter Larsen, der meddeler, at han ikke har nogen kommentarer til sagen.

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.