Et fremragende år for emballagekoncernen Schur har ført selskabets ejer-familie af samme navn ind på den årlige liste over Danmarks rigeste fra Dansk Aktie Analyse.
Det skriver Finans.dk.
Ifølge undersøgelsen har familien med direktør Hans Schur i spidsen, nu en formue på 2,5 milliarder, hvilket er en markant forhøjelse i forhold til forrige års 1,5 milliarder kroner.
Det betyder, at familien nu er landets 46. rigeste.
Blandt andet har et rekordoverskud på 200 millioner kroner i regnskabet for 15/16 været med til at få dem ind på listen.
- Da jeg var yngre, havde jeg en drøm om, at vi skulle nå et resultat på 100 mio. kr., som vi nåede vi for fire år siden. Men jeg havde aldrig drømt om, at vi skulle nå over 200 mio. kr., så jeg er yderst tilfreds, sagde Hans Schur ifølge Horsens Folkeblad tidligere i år, da regnskabet blev offentligjort.
Hans Schur er 5. generation i koncernen, som samtidig er verdens ældste familiejede emballage-virksomhed. Tilbage i 1846 blev den grundlagt af Johan Wilhelm Schur.
I forhold til offentlighedens søgelys er Hans Schur noget mere ukendt end fætteren Fritz Schur, der er tidligere formand for Dong og SAS. Han er ligeledes stenrig, men ejer en helt anden virksomhedsgruppe.