Elon Musk kan skraldgrine hele vejen til banken.
Efter første handelsdag på den amerikanske børs mandag lagde Elon Musk yderligere afstand ned til nummer to over verdens rigeste, Jeff Bezos.
Elon Musk' formue steg med 33.8 mia. dollars - svarende til 222,7 mia. danske kroner i løbet af 3. januar. Hans samlede formue er nu på 304 mia. dollars. Det svarer til ca. 2001 mia. kroner.
Det viser seneste opgørelse fra Bloomberg Billionaires Index.
For at sætte det i relief var den danske BNP ifølge Danmarks Statistik i 2020 på ca. 2.300 mia. kroner.
Gode salgstal
Tesla har fået en god start på 2022. Ifølge CNBC kunne bilproducenten afslutte fjerde kvartal med tilfredsstillende salgstal, hvilket sendte aktien på himmelflugt.
Tesla leverede 308.600 elektriske biler i det fjerde kvartal, mens virksomheden leverede 936.172 biler i løbet af 2021, hvilket var en stigning på 87 procent i forhold til sidste år.
Analytikere fra Wall Street forudså, at Tesla ville leverer 267.000 biler i fjerde kvartal, mens de forventede 897.000 for hele 2021.
Salgstallene overgik forventninger, hvilket var sød musik i aktionærernes ører, der kvitterede med en stigning på Tesla-aktien med 13 procent.
Fremlægger regnskab
Tesla vil fremlægge regnskab for fjerde kvartal i de kommende uger. Selv har Elon Musk udtalt ifølge CNBC, at han forventer af bilproducenten vil levere 20 millioner biler årligt over de næste ni år.
Amazon-stifteren, Jeff Bezos, indtager pladsen som verdens næstrigeste person. Han havde også en god dag på årets første børsdag, hvor hans formue steg med 3,7 mia. dollars. Elon Musk har dog i skrivende stund over 100 mia. dollars mere end Jeff Bezos.
Alene i 2021 steg Elon Musks formue med 800 mia. kroner.