For første gang i 18 måneder falder huspriserne i hovedstaden

Huspriserne steg på landsplan i oktober, mens de går en anelse tilbage i Region Hovedstaden

Fra september til oktober faldt huspriserne i Region Hovedstaden med 0,2 procent, når man tager højde for sæsonudsving. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Fra september til oktober faldt huspriserne i Region Hovedstaden med 0,2 procent, når man tager højde for sæsonudsving. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Følg Erhverv

For første gang i 18 måneder faldt priserne på huse i Region Hovedstaden fra september til oktober.

Priserne i Region Hovedstaden er dykket med 0,2 procent den seneste måned. Det viser tal fra Boligsiden. Regionen består af 29 kommuner.

Nykredit har korrigeret tallene for sæsonudsving. Blandt andet tager man højde for, at der traditionelt bliver solgt færre boliger i de mørke måneder.

Man skal helt tilbage til begyndelsen af den første coronanedlukning i april 2020 for at finde det seneste prisfald for huse i Region Hovedstaden.

Boligøkonom Mira Lie Nielsen fra Nykredit vurderer, at faldet skal ses i lyset af, at der har været et hæsblæsende tempo på boligmarkedet i store dele af 2020 og 2021.

- Men nu har vi gennem en periode set, at antallet af hushandler er faldende, og det betyder, at der er flere boliger til salg.

- Samtidig er priserne mange steder kommet op på et niveau, hvor færre kan være med. Det sætter sig i priserne, siger hun.

Mira Lie Nielsen ser det som et sundhedstegn, at priserne falder efter en lang periode med uafbrudt fremgang.

- Hovedstaden er et område, hvor der har været bekymringer for, at priserne er steget for hurtigt og dermed kunne blive afløst af bratte prisfald.

- De seneste måneders udvikling kan tyde på, at vi vil se noget, der minder om en blød landing, siger Mira Lie Nielsen.

På landsplan steg priserne på huse 0,2 procent fra september til oktober. Priserne på lejligheder lå 0,4 procent højere.

Regeringen varslede mandag, at den ønsker at genindføre coronapasset på blandt andet restauranter og i nattelivet for at dæmpe den seneste tids kraftige stigning i antallet af coronaindlæggelser.

Mira Lie Nielsen forventer ikke, at et coronapas isoleret vil få nogen effekt på priserne på boligmarkedet.

- Vi er blevet overrasket før under corona, og man kan ikke afvise, at det kommer til at ske igen, men det kommer næppe til at være et coronapas alene, som påvirker boligmarkedet så kraftigt.

- Man skal samtidig huske på, at boligpriserne i mellemtiden er steget markant, og at mange har købt nyt hus, lejlighed eller sommerhus, så der står færre potentielle boligkøbere på spring, siger hun.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvordan synes Mette Frederiksen selv, det går?