Lave renter og lav økonomisk aktivitet gør, at landets største bank skal spare.
Derfor har ledelsen i Danske Bank i dag meldt ud, at medarbejdere skal melde sig under fanerne, hvis de kunne tænke sig at få en frivillig aftrædelsesordning.
På den måde håber bank-cheferne, at de ikke skal i gang med en fyrerunde blandt de nuværende 19.400 ansatte.
Hos Forbrugerrådet Tænk er man umiddelbart optimistisk på kundernes vegne.
- Det er i orden, at de kigger på omkostningerne. Vi håber, at det gør det mere økonomisk fordelagtigt også for forbrugerne, siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen.
Han opfordrer dog samtidig Danske Bank til at tænke sig om i sparerunden.
- Vi håber også, at sparerunden sker med et vist hensyn til kunderne, så man ikke bare lukker filialer og blot opfordrer til at bruge mere netbank, da blandt andet mange ældre kan have svært ved det digitale, siger Forbrugerrådet Tænks seniorøkonom.
Tjener milliarder: Derfor skal Danske Bank spare
Umiddelbart skal kunderne dog ikke frygte, at det kommer til at gå ud over dem at Danske Bank skal spare. Nærmere tværtimod, lyder det fra Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.
Han forklarer, at Danske Bank lige nu har højere omkostninger end mange af sine konkurrenter og at det kun vil være en god ting at få omkostningerne barberet ned.
- Det kommer i sidste ende kunderne til gode, for med mindre du har en solid bank med adgang til at kunne låne penge billigt, hvilket blandt andet afhænger af hvor meget kapital banken har, så får kunderne ikke de langsigtede fordele, som man ellers ville kunne have fået, siger han.
- Derfor er det vigtigt for Danske Bank for at kunne servicere sine kunder, men i høj grad også sine aktionærer, så man på den lange bane står som en stærk bank, tilføjer aktiestrategen.